Nils Smedegaard har ryddet op i butikken

2010 blev året, hvor olie- og rederigiganten A.P. Møller-Mærsk vendte et historisk milliardunderskud til et historisk overskud på 28,2 milliarder kroner efter skat.

Og en del af forklaringen er hårdt arbejde, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Man har i den grad effektiviseret butikken. Man har vendt nærmest hver en sten for at finde besparelser og enten lukket de områder, man ikke kunne tjene penge på, eller forbedret udviklingen, så man i stedet tjener penge på dem nu, siger han.

Derudover har A.P. Møller-Mærsk fokuseret på at gøre kunderne mere tilfredse.

- Man har fokuseret meget kraftigt på at forandre selskabet. Blandt andet ved at gøre forankringen hos kunderne endnu stærkere ved at lægge flere beslutninger ud til de medarbejdere, der er nærmest kunderne, siger Jacob Pedersen.

Det store overskud skyldes dog i høj grad også, at raterne på containerfragt er løbet i vejret i 2010.

- Det er nok den underliggende årsag til den positive udvikling. Men man har gjort meget i Mærsk også, siger senioranalytikeren.

Efter nogle timers handel med Mærsk-aktier på Københavns Fondsbørs onsdag belønner investorerne Mærsk for et flot regnskab med en stigning på omkring to procent for både A- og B-aktien.

- Aktiekursen skal nok ses i lyset af Mærks udmeldinger for 2011. Godt nok forventer man et resultat, der er lavere end 2010, men analytikere og investorerne har nok været lidt for pessimistiske omkring fragtraternes udvikling i 2011, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/

Rekordoverskud i Mærsk er hjulpet på vej af høje fragtrater og ikke mindst en effektivisering af butikken.

Offentliggjort Sidst opdateret