Det er lykkedes den nordiske storbank Nordea at halvere nedskrivningerne på udlån (hensættelser til forventede tab, red.) sammenlignet med sidste år.
Det viser bankens halvårsrapport.
I alt nedskrev Nordea 118 millioner euro på udlån i 2. kvartal, og det er det laveste kvartalsbeløb for banken siden finanskrisen hærgede, siger Nordeas topchef, Christian Clausen.
- Nedskrivninger på udlån ligger på det laveste niveau siden 2008, og kreditkvaliteten forbedres fortsat, siger topchefen.
I Danmark har især nedskrivningerne på udlån belastet bankerne hårdt.
Nordeas danske forretningsdel, Banking Denmark, oplever også, at nedskrivningerne på udlån er faldende. Nedskrivningerne faldt til 74 millioner euro i årets 2. kvartal mod 137 millioner euro på samme post året før.
Ifølge Mads Thinggaard, der er analytiker ved Nykredit, er det et godt tegn.
- Nedskrivningerne er rigtigt lave og noget lavere end forventet. Der ser ud til at være en forbedring i SME-segmentet (små og mellemstore virksomheder, red.), og det kan love godt, siger analytikeren til Ritzau Finans.
Nedskrivningerne inkluderer desuden bankens hensættelse af penge som følge af krakket i Fjordbank Mors samt regulering af tidligere tab på Amagerbanken.
Nordea har siden finanskrisens hærgen været en af de banker, der har klaret sig allerbedst. Nordea skuffer i deres regnskabstal for 2. kvartal en anelse på indtægtssiden, men det lave nedskrivningsniveau er altså med til at trække resultatet i den rigtige retning.
- Nordeas nedskrivninger på udlån er lavere, og det er noget af det, der vil begynde at slå igennem, siger Bjarne Jensen fra konsulentfirmaet Bjarne Jensen Consult.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde