NORDIC SUGAR ØGER OVERSKUDDET

Nordic Sugars fabrik i Nykøbing har fået ladestandere til medarbejderens elbiler, kan man læse i årsrapporten. Foto: Anders Knudsen

Nordic Sugars nye årsrapport fortæller om et år, der gav bedre resultater, end virksomheden havde forventet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordic Sugars årsregnskab for 2021/2022 melder om vækst i både omsætning og overskud.

Omsætningen steg således 58 millioner kroner og endte på lige knap 2,2 milliarder kroner, og overskuddet blev på 149 millioner kroner mod 87 millioner året før.

I årsrapporten, der blev offentliggjort mandag, fortæller Nordic Sugar, at væksten hænger sammen med stigende priser på de varer, virksomheden sælger, nemlig sukker og foder til landbruget.

Prisstigningerne har opvejet, at faldet af sukker faktisk er faldet, hvilket i øvrigt betyder, at mængden af sukker på lager er øget.

Regnskabet fortæller også, at det er lykkedes at sænke udgifterne med tre millioner kroner, hvilket tilskrives arbejdet med projektet "Act Now!", der netop handler om at finde besparelser.

Bedre end forudset

Resultaterne er bedre, end Nordic Sugar havde forudset i årsrapporten for et år siden, og det betegner Nordic Sugar som "højest tilfredsstillende".

I årsregnskabet er der da også skruet yderligere op til forventningerne for det kommende år - forudsigelsen er, at resultatet før skat vil vokse fra 191 millioner kroner i år til et sted mellem 250 og 275 millioner kroner næste år.

Nordic Sugar forventer nemlig at kunne reducere sine omkostninger yderligere, og at prisen på sukker vil forblive høj.

Krigen i Ukraine giver en vis usikkerhed, men sukkerfabrikkerne har sikret sig mod prisstigninger på størstedelen af den olie, der skal bruges til den kommende kampagne.

Andre råvarer og materialer stiger også i pris, og Nordic Sugar arbejder intenst på at minimere de negative effekter, det vil give, står der i årsrapporten.

Nordic Sugar A/S har i øvrigt investeringer i sukkeraktiviteter i Finland og Litauen, og de har udviklet sig positivt i det forgangne år - med overskud på bundlinjen.