Norsk oliefond krydser 18.000 milliarder norske kroner
Opgang i aktiemarkedet har fået den norske oliefond til at slå rekord med over 18.000 milliarder norske kroner, som svarer til knap 12.000 milliarder danske kroner. (Arkivfoto). Foto: Amanda Perobelli/Reuters
En opgang i aktiemarkedet får den norske oliefond til at stige med 1000 milliarder norske kroner siden marts.
Opgang i aktiemarkedet har fået den norske oliefond til at krydse 18.000 milliarder norske kroner, hvilket er en ny rekord for fonden. Beløbet svarer til knap 12.000 milliarder danske kroner.
Det skriver flere norske medier - blandt andet det norske finansmedie E24.
Til sammenligning lå oliefonden på 17.000 milliarder norske kroner i marts måned, skriver mediet.
Fondens udvikling er især blevet påvirket af blandt andet afkastet på aktier.
Desuden har fonden i de seneste år fået en del oliepenge fra det offentlige, skriver E24.
Derudover har en svag norsk krone også bidraget til, at fondens værdi i norske kroner er højere, end den ellers ville være, lyder det.
Den norske oliefond er skabt af den norske stat til at investere nogle af de mange penge, som Norge tjener på olie. Det skriver mediet euroinvestor.
Oliefonden har blandt andet mange penge i det amerikanske aktiemarked, skriver det norske finansmedie E24.
Fonden ejer for eksempel 2,5 procent af den danske medicinalgigant Novo Nordisk, skriver euroinvestor.
Fondens værdi er ifølge E24 steget kraftigt gennem tiden.
I december 2013 lå fondens værdi på 5000 milliarder norske kroner, mens den i oktober 2019 lå på 10.000 milliarder norske kroner og i maj 2023 på 15.000 milliarder norske kroner.
Med undtagelse af år 2002 og 2018 er den norske oliefond ifølge mediet steget i værdi hvert eneste år siden 90'erne.
Dog er fondens ledelse flere gange blevet advaret om, at værdien pludseligt kan falde voldsomt i en eventuel kriseperiode.
Oliefonden blev oprettet, efter at man fandt olie i Nordsøen. Fondens formål skulle være at beskytte Norges økonomi mod udsving i olieindtægterne.
Det skriver fonden på sin hjemmeside.
Fonden blev oprettet i 1990, og de første norske kroner blev indsat i den i 1996, står der videre. Fonden investerer kun i udlandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker