Norwegian åbner 76 ruter fra 1. juli - 18 fra Danmark
Norwegian-topchef Jacob Schram glæder sig over genåbning af 76 ruter fra 1. juli. Blandt andet kan flyrejsende fra København benytte sig af 18 ruter igen fra juli. (Arkivfoto) Foto: Ntb Scanpix/Reuters
Ntb Scanpix/Reuters
Ligesom SAS åbner Norwegian igen for nogle af sine ruter i juli - herunder 18 ruter fra Danmark.
Det norske lavprisselskab Norwegian skruer fra juli op for trafikken igen - herunder ved at genåbne 18 ruter fra Danmark.
I alt bliver 76 ruter genåbnet meddeler Norwegian i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Blandt ruter, som Norwegian åbner fra juli, indgår ruter mellem Billund og Oslo, København og Oslo og København og Stockholm.
Derudover kan man flyve med Norwegian fra København til en række europæiske storbyer såsom Berlin, Amsterdam, London, Edinburgh, Krakow, Budapest og München.
Der bliver også åbnet for en række ruter sydpå til blandt andet Nice, Kreta, Split, Malaga, Barcelona, Alicante samt Mallorca og De Kanariske Øer.
Til gengæld har Norwegian ikke åbnet for ruter over Atlanten - hverken fra København, Stockholm eller Oslo.
- Mange kunder har givet udtryk for, at Norwegian må tilbage på vingerne med ruter til langt flere destinationer, end vi har i dag, siger Norwegians topchef, Jacob Schram, i meddelelsen.
- Jeg har en god nyhed til alle, der gerne vil rejse med Norwegian til sommer: Vi kommer i luften med flere fly, og vi genåbner en række af de ruter, som vores kunder har efterspurgt.
Norwegian kommer dermed til at matche SAS, der tirsdag oplyste, at der åbnes for en lang række ruter til andre europæiske byer samt tre ruter til USA.
- Nu, hvor konkurrenterne er i gang igen, ønsker vi også at melde os ind i konkurrencen og bidrage til, at samfundet gradvist vender tilbage til det normale, siger Jacob Schram i Norwegians meddelelse.
- Samtidig har vi indført en række tiltag for yderligere at reducere en allerede lav smitterisiko om bord.
For både SAS og Norwegian gør det sig gældende, at rejsende skal bære mundbind på hele rejsen. Børn under seks år er undtaget.
Samtidig vil der ikke være servering om bord på flyene.
Der er også lavet særlige boarding-regler, som gør, at rejsende lukkes ind i flyet på en bestemt måde.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker