Norwegian er blevet bedre til at fylde flyene
Norwegians belægningsgrad steg med fem procentpoint i januar, hvor kapaciteten var mindre end sidste år.
Selv om luftfartsselskabet Norwegian reducerede sin passagerkapacitet i januar, gik det ikke ud over antallet af passagerer.
Trafiktal, der er offentliggjort tirsdag, viser, at selskabet fløj med 1,138 millioner passagerer i årets første måned.
Det er én procent flere end i samme måned sidste år, selv om passagerkapaciteten var tre procent lavere.
Derfor steg belægningsgraden - der i fagsproget kaldes load factor - med 5,4 procentpoint til 83,1.
- Efterspørgslen på stranddestinationer ligger fortsat i den høje ende af vores forventninger, og mange af vores kunder vælger det varmere middelhavsvejr, siger Geir Karlsen, der er koncernchef i Norwegian.
Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef hos Sydbank, noterer sig, at Norwegian har hævet billetindtægterne per fløjet kilometer betragteligt sammenlignet med sidste år.
- Trafiktallene vidner om, at selskabet holder fast i en effektiv styring af kapaciteten, der til gengæld muliggør mere fyldte fly og betydeligt højere billetpriser, skriver han i en kommentar til tallene.
Jacob Pedersen vurderer, at Norwegians lidt mere defensive markedstilgang betyder, at der kan blive bedre plads til SAS.
Men også, at et lavere udbud af billetter formentlig betyder, at man ikke skal forvente lavere priser til sommer.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker