Notat: Jyske Bank skabte 2000 selskaber for at undgå skat
Ifølge stort læk fra advokatfirma i Panama besøgte ansatte fra Jyske Bank dets kontorer i 2005. Bank afviser.
Danmarks tredjestørste bank, Jyske Bank, har i over 2000 tilfælde hjulpet kunder med at oprette offshoreselskaber i blandt andet Panama og Gibraltar, skriver Politiken.
Det fremgår ifølge avisen af et lækket notat fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der de seneste dage er kommet i verdens søgelys for sin påståede rolle med at hjælpe klienter med at gemme formuer i skattely.
Ifølge et mødereferat fra 19. maj 2005 besøgte to ansatte fra Jyske Bank advokatfirmaet i Panama.
- Hr. Dalsgaard og hr. Fischer besøgte vores kontorer. (...) Vi viste dem Mossack Fonsecas Trust and Business Center. De sagde, at Jyske Bank havde oprettet omkring 2000 selskaber, især i Panama og Gibraltar, for at imødegå EU's direktiv om rentebeskatning, står der ifølge Politiken i mødereferatet.
Direktivet betyder, at banker i EU-landene fra 1. juli 2005 fik pligt til at oplyse myndigheder i andre EU-lande, hvis deres statsborgere har renteindtægter i banken, så myndigheder i hjemlandet kan opkræve skat af pengene.
En af måderne at undgå dette var at flytte pengene til selskaber i for eksempel Panama.
Jyske Bank afviser, at banken aktivt har hjulpet kunder med at smyge sig uden om at betale skat.
- Jeg har været i kontakt med både Thomas Fischer, som ikke længere er i banken, og Kim Dalsgaard, og ingen af de to har nogen erindring om at have mødtes med Mossack Fonseca, eller at de skulle have sagt som refereret, siger Jens Lauritzen, direktør for international private banking i Jyske Bank, til Politiken.
- De deltog i en konference i Panama i 2005, måske har de mødtes ved en bardisk dér og udvekslet bemærkninger, tilføjer han.
Banken vil ikke afvise, at den har oprettet selskaber for kunder i Panama, men ifølge Jens Lauritzen har banken altid gjort rede for kundernes forpligtelse til at oplyse om deres aktiviteter over for deres hjemlandes skattemyndigheder.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker