Novo-aktien har kurs mod rekord efter studie om nyt vægttabsmiddel
Amycretin er først testet i pilleform, og ifølge Børsen har resultaterne været efterspurgt, da markedet forventer, at midlet skal konkurrere med Eli Lillys kommende vægttabspille. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Novo oplyser torsdag om data fra tidligt studie af vægttabsmidlet amycretin. Aktien er sendt i rekordkurs.
Data fra et fase 1-studie af molekylet amycretin viser et vægttab på 13,1 procent af kropsvægten efter 12 uger.
Det oplyser Novo Nordisk på selskabets markedskapitaldag torsdag.
Klokken 10.00 står Novo Nordisk-aktien til en stigning på omring fire procent. Den handles dermed omkring kurs 883, hvilket vil være ny rekord.
Amycretin er først testet i pilleform, og ifølge Børsen har resultaterne været efterspurgt, da markedet forventer, at midlet skal konkurrere med Eli Lillys kommende vægttabspille.
Inden længe skal et fase 2-studie af pilleformen af amycretin muligvis sættes i gang.
Martin Holst Lange, som er udviklingschef i Novo Nordisk, vil dog ikke udelukke, at Novo springer fase 2 over og går direkte til den afgørende fase. Det afhænger af resultater, som kommer i 2025, skriver Børsen.
Ellers forventes det ifølge nyhedsbureauet Reuters, at resultaterne fra et fase 2-stude vil blive offentliggjort i begyndelsen af 2026.
Marcus Schindler, forskningsdirektør i Novo Nordisk, siger ifølge Børsen, at selskabet vil indlede forsøg med endnu et amylin-stof.
Ifølge Novos hjemmeside er amycretin i pilleform baseret på både GLP-1 og amylin.
Selskabets populære diabetesmiddel Ozempic og vægttabsmiddel Wegovy er baseret på GLP-1.
Også det danske medicinalselskab Zealand Pharma står til en pæn fremgang på børsen torsdag. Ifølge MarketWire bygger Zealand Pharmas lægemiddelkandidat petrelintid også på amylin.
På kapitalmarkedsdagen fortæller Marcus Schindler også, at et studie af en anden potentiel vægttabspille har vist, at mus tabte over 30 procent af deres kropsvægt.
Der er tale om pillen INV-347, som Novo overtog, da selskabet købte canadiske Inversago, skriver Børsen.
Også kandidaten cagrisema fra Novo har indtil videre leveret lovende resultater.
Martin Holst Lange fortæller ifølge Børsen, at de nuværende resultater viser, at mennesker med diabetes kan opnå et vægttab på over 20 procent.
Forventningen lyder, at mennesker uden diabetes kan opnå et vægttab på over 25 procent med cagrisema.
Han siger desuden, at amycretin har potentiale til at give lige så stort vægttab som cagrisema.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde