Novo-fond står klar med milliarder til ny skov
Mads Krogsgaard Thomsen er administrerende direktør hos Novo Nordisk Fonden. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Novo Nordisk Fonden vil bruge størstedelen af en donation på 10 milliarder til rejsning af produktionsskov.
Som et led i aftalen om den grønne trepart forpligtede Novo Nordisk Fonden sig til at stille 10 milliarder kroner til rådighed i de kommende ti år.
Pengene skal bruges på at nedbringe den danske CO2-udledning.
Og ifølge Berlingske, der har talt med fondens direktør, Mads Krogsgaard Thomsen, skal en stor del af pengene bruges på at rejse såkaldt produktionsskov.
Det er træer, der plantes med det formål at vokse sig store, indtil de skal fældes og bruges til at bygge huse eller møbler med.
Det tager mange år, før de har nået den nødvendige størrelse, og i mellemtiden har de optaget og bundet en masse CO2 fra atmosfæren.
- Hovedparten af pengene - måske tre fjerdedele - forventer vi, går til, at man kan omlægge landbrugsarealer.
- Jeg siger ikke, at det kun bliver produktionsskov. Der vil også være omlægning til vådområder, siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Han understreger dog, at Novo Nordisk Fonden ikke har i sinde at opkøbe jord i den forbindelse. Pengene skal i stedet gå til støtte, til de landmænd der vil omlægge noget af deres jord til produktionsskov.
Novo Nordisk Fonden har også afsat omkring 1,5 milliarder kroner til forskningsprojekter, der kan understøtte omstillingen af landbruget.
Det handler blandt andre om at sikre, at de arealer, der omlægges fra landbrugsdrift til enten skov eller vådområder, er dem, hvor man nedbringer CO2-udledningen mest muligt.
Novo Nordisk Fondens donation på 10 milliarder kroner er den største nogensinde fra en privat fond i danmarkshistorien.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker