Novo køber sig ind i medicinal-gigant

En stor portion aktier har skiftet ejere i medicinalselskabet Chr. Hansen.

Novo Nordisk Fonden har gennem sit investeringsselskab Novo A/S købt 25,66 procent af aktiekapitalen i Chr. Hansen fra PAI Partners.

Novo har betalt 4,2 milliarder kroner for aktierne, oplyses i en meddelelsen til fondsbørsen.

- Chr. Hansen er et veldrevet selskab, der passer godt ind i vores investeringsstrategi og vi forventer, at det vil blive en attraktiv langsigtet investering for os, siger administrerende direktør i Novo A/S, Henrik Gürtler, ifølge en meddelelse.

At Novo nu ejer over en fjerdedel af selskabet betyder ikke, at man går i opkøbstanker. Der er ikke et købstilbud på vej til de øvrige aktionærer i Chr. Hansen, understreger direktøren:

- Vi har ikke intentioner om at få kontrollerende indflydelse i Chr. Hansen og ser frem til at støtte selskabet som en langsigtet minoritetsaktionær, siger Henrik Gürtler.

Og umiddelbart har Novo gjort en god handel. Novo har købt aktieposten til kurs 117.

Nyheden har fået aktierne til at stige på børsen med næsten ni procent, så en aktie onsdag morgen koster over 133 kroner.

/ritzau/

Novo-fonden bliver storaktionær i Chr. Hansen. Aktien stiger med rekordfart på børsen oven på købet.

Offentliggjort Sidst opdateret