Novo leverer til grækerne igen

Medicinalkoncernen Novo Nordisk har modtaget et nyt prisdekret fra Grækenland, som virksomheden har besluttet sig til at acceptere.

Det betyder, at virksomheden atter er klar til at levere avancerede insulinprodukter til det græske marked.

Den nye prisstruktur ventes inden længe erstattet af endnu en udgave, hvor de græske priser skal fastlægges i sammenligning med de tre laveste priser i Europa.

- De nye priser er lavere, end vi synes, er rimeligt, men langt fra den 25 procents reduktion, som ellers var gældende, siger Mike Rulis, kommunikationschef i Novo Nordisk.

Den græske regering udstedte sent fredag en ny prisbesked for 48 insulinprodukter, heriblandt Novo Nordisks moderne varianter. De nye priser træder i kraft umiddelbart.

Novo Nordisk har i en periode holdt de mest avancerede produkter tilbage fra det græske marked i protest mod de lave priser, som blev presset igennem af den græske regering.

Ifølge Mike Rulis har der dog været både lagre og beholdninger på apotekerne, så kun få har stået uden de ønskede produkter.

Den danske virksomhed forventer nu at opnå en langsigtet løsning på prisproblemet igennem en dialog med den græske regering. Et nyt prisdekret, baseret på tre landes priser, ventes klar senest den 1. september.

Beslutningen om atter at gå fuldt ind på det græske marked betyder, at apoteker i Grækenland inden længe atter vil kunne levere Novo Nordisks fulde sortiment af produkter, oplyser Mike Rulis.

/ritzau/

Novo Nordisk har fået nye priser fra Grækenland og er nu klar til at levere til grækerne igen.

Offentliggjort Sidst opdateret