Novo må bøde 30 mio. kr. for bestikkelse

Medicinalkoncernen Novo Nordisk betaler 30 millioner kroner i Irak-sag efter forlig med danske myndigheder.

Novo Nordisks ledelse afviser at have kendt til den bestikkelse, som to gange har påført koncernen millionudgifter i bøder og "konfiskeret fortjeneste". Det understreger medicinalkoncernens administrerende direktør Lars Rebien Sørensen over for Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen.
- Ledelsen i koncernen har ikke været vidende om det her - at vi har indgået i den her type af kontrakter, siger Lars Rebien Sørensen.
Sagen om bestikkelse i Irak under FN'S "Oil for Food"-program har ikke fået personalemæssige konsekvenser, men har givet den ellers så etisk pletfri koncern ridser i imagelakken.
- De lokale medarbejdere og ledere, som har sanktioneret, at der blev handlet på denne her måde, er ikke længere i firmaet. Derfor har der ikke været grundlag for, at der blev lavet personalesanktioner, forklarer Novo Nordisks topchef.
Han understreger samtidig, at hammeren falder øjeblikkeligt, hvis der igen skulle opstå uretmæssigheder.
Aftalen om tilbagebetaling sker som følge af et forlig mellem virksomheden og politiet. Selskabet indgik i maj forlig i samme sag i USA, hvor Novo måtte punge ud med 100 millioner kroner.


Om sagen nu er slut, står endnu hen i det uvisse.
- Vi er glade for, at vi har fået sat et punktum for denne sag også i Danmark, siger Lars Rebien.
Han ved dog ikke om det dermed er slut for bestikkelsesanklagerne.
- Der er rejst sag af den irakiske stat ved en domstol i USA. Den sag er på et meget tidligt stadium, så den vil vi ikke kommentere på. Vi har faktisk ingen informationer om den - vi må vente og se, siger Novo Nordisks topchef.
Bagmandspolitiet har nu fået konfiskeret omkring 45 millioner kroner hos syv danske virksomheder, hvoraf Novo tegner sig for hovedparten.
De syv sager vedrører selskaberne Grundfos, Ferring, Jørgen Kruse, Unomedical, Vikima Seeds, Bisca og Novo Nordisk.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret