Novo Nordisk forudser grænse for vækst og investeringer i Danmark
Lars Fruergaard Jørgensen, topchef i Novo Nordisk, forudser, at selskabets vækst i Danmark vil være begrænset. Han kigger i stedet mod USA. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Den danske medicinalgigant Novo Nordisk kigger i højere grad mod USA, når der skal investeres i ny medicin.
Hovedparten af Novo Nordisks investeringer ligger lige nu i Danmark, men det vil formentlig ændre sig i fremtiden.
Det siger selskabets topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, til Berlingske.
- Vi bliver ved med at være store i Danmark. Med der vil være en grænse for, hvor store vi kan blive (i Danmark, red.).
Novo Nordisk har lige nu stor betydning for dansk økonomi som helhed. Uden selskabet ville Danmarks samlede vareimport være faldet med 12 procent sidste år.
Og statskassen var gået glip af 15 milliarder kroner i selskabsskat.
Den danske medicinalgigants investeringer sker i stigende grad i USA, hvor 60 procent af omsætningen kommer fra.
Det skyldes, at USA ifølge topchefen er foregangsland, når det kommer til udvikling af ny medicin. Det er her, medicin godkendes først, og der er her, den først bringes på markedet.
Novo forventer blandt andet, at efterfølgerne til de to populære midler Wegovy og Ozempic skal udvikles på den anden side af Atlanten.
I Europa ser han store udfordringer, når medicin skal godkendes fra centralt hold i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Trods godkendelsen fra EMA skal selskabet nemlig gå fra land til land for at komme ind på de forskellige markeder, og det risikerer, at patentet til et middel er udløbet, inden det når i mål i alle lande.
I EU er der oven i købet planer om at begrænse den nuværende databeskyttelse med to år, så andre virksomheder hurtigere kan lave lignende præparater og sælge dem til lavere priser, skriver Berlingske.
Lars Fruergaard Jørgensen er i sin relativt nye rolle som formand for den europæiske brancheorganisation for lægemiddelindustrien, Efpia, gået til kamp mod EU's intentioner.
Det tager nemlig lang tid at producere ny medicin, nogle gange op til ti år, skriver Berlingske.
Herefter skal den investerede kapital tjenes ind igen, så der kan investeres penge i ny medicinudvikling, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde