Den danske medicinalkoncern Novo Nordisk står oftest bag den medicin, som diabetespatienter bruger verden over.
Novo Nordisk sidder nu på lige over halvdelen - 51 procent - af det samlede globale insulinmarked, oplyser koncernen i regnskabet for tredje kvartal. Og det giver penge i kassen.
Salget af diabetesprodukter steg med 20 procent opgjort i kroner til 33,4 milliarder kroner i forhold til de første ni måneder af 2009.
- Vi har opjusteret vores forventninger til hele året på baggrund af den fortsatte tocifrede vækst i salget, som især skyldes Victoza, NovoRapid og Levemir, siger administrerende direktør Lars Rebien Sørensen.
Det er Novo Nordisks diabetesmedicin, som sætter gang i forretningen, og får koncernen til endnu engang at skrue forventningerne i vejret til årets resultat.
Alene salget af det nye diabetesmiddel Victoza indbragte over 1,3 milliarder kroner i de første ni måneder af 2010 siden lanceringen i midten af 2010.
Der ventes nu en generel salgsvækst på 11-12 procent opgjort i lokale valutaer, hvor der tidligere var estimeret 9-10 procent.
Dermed ventes salget at vokse med 16-17 procent, hvor der tidligere var ventet vækst på 15-16 procent.
For driften venter Novo Nordisk en vækst på "mere end" 15 procent opgjort i lokale valutaer. Her var tidligere ventet 12-15 procent.
Novo Nordisk er globalt førende med 51 procent af det samlede insulinmarked og 46 procent af markedet for moderne insuliner, oplyser koncernen i regnskabet.
I Europa sidder Novo Nordisk på over halvdelen af insulinmarkedet, og i USA har Novo Nordisk fortsat en førerposition med en markedsandel på 42 procent af det samlede insulinmarked.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned