Novo og DI går til kamp mod bureaukrati i EU
Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen (billedet), kommer i Politiken med en opfordring til, at der sættes ind over for bureaukrati i EU. Det gør han sammen med Dansk Industris administrerende direktør. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der skal laves et konkurrencetjek, så EU gør det mindst ligeså godt som USA, mener Dansk Industris topchef.
Bureaukrati i EU forsinker og fordyrer forskning og forretning i en sådan grad, at det bliver svært at konkurrere med USA og Kina.
Sådan lyder det fra topcheferne i Novo Nordisk og Dansk Industri, Lars Fruergaard Jørgensen og Lars Sandahl Sørensen, i et fælles opråb i Politiken.
- Jeg er stor tilhænger af alle de gode intentioner i reglerne. Men når de betyder, at det ikke længere er attraktivt at investere eller risikere noget i Europa, så flytter investorerne bare deres penge andre steder hen. Europa var engang verdens apotek. Det er vi ikke længere, siger Lars Fruergaard Jørgensen til avisen
Til næste år får Danmark EU-formandskabet. Her håber Lars Sandahl Sørensen, at man vil lave en aftale om et konkurrencetjek på de vigtigste erhvervsområder, for at Europa kan blive selvforsynende og kan konkurrere.
Lars Sandahl Sørensen siger til Politiken, at formålet er, at Europa skal gøre det mindst ligeså godt som USA.
For 10 år siden fulgtes USA og Europa ad, når det kom til investering i forskning og udvikling af nye lægemidler. Det er ikke længere tilfældet, skriver Politiken.
De to chefers opråb kommer også på et bagtæppe af økonomiske problemer i både Tyskland og Frankrig.
Novo Nordisk er i dag Danmarks mest værdifulde virksomhed, ligesom Dansk Industri er landets største erhvervsorganisation.
I september udkom den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi med en rapport om EU's konkurrenceevne.
Her opfordrede han blandt andet til at forny EU's konkurrenceregler og til massive investeringer i eksempelvis teknologi og grøn teknologi.
I et skriftligt svar til Politiken siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han er enig i, at der skal ryddes op i reguleringen og bureaukratiet i EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker