Novo-rival sælger vægttabsmedicin for en milliard på en måned
Eli Lilly har kickstartet salget af vægttabsmidlet Zepbound, som blev tilgængeligt i USA i december. (Arkivfoto). Foto: Darron Cummings/Ritzau Scanpix
Midlet Zepbound blev ifølge MarketWire tilgængeligt på amerikanske apoteker 5. december sidste år.
Novo-rivalen Eli Lilly har på mindre end en måned solgt vægttabsmedicin for cirka 1,2 milliarder kroner.
Det fremgår af Eli Lillys regnskab for 2023, som er blevet offentliggjort tirsdag eftermiddag.
Der er tale om vægttabsmidlet Zepbound, som blev godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse i november. Midlet blev ifølge finansmediet MarketWire tilgængeligt på apoteker i USA 5. december sidste år.
Analytikere havde ifølge Bloomberg News forventet, at salget ville lande lige under en milliard kroner, skriver MarketWire.
Zepbound er godkendt som vægttabsmedicin og konkurrerer derfor med Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy.
Det danske medicinalselskab solgte Wegovy for over 31 milliarder kroner i hele 2023. Det var over fem gange mere end året før.
Ser man alene på fjerde kvartal, solgte Novo Nordisk Wegovy for 9,6 milliarder kroner.
Eli Lilly har lige som Novo Nordisk også et diabetesmiddel. Mounjaro, som det hedder, solgte for omkring 35,9 milliarder kroner hele sidste år.
Til sammenligning solgte Novo Nordisk Ozempic for 95,7 milliarder kroner i 2023.
Både Wegovy og Ozempic er baseret på det aktive stof semaglutid. Der er forskel på mængden af indholdsstoffet i de to lægemidler.
Zepbound og Mounjaro er baseret på det aktive stof tirzepatid.
Studier har vist, at Eli Lillys vægttabsmiddel kan give et endnu større vægttab end Novos. Og det vil desuden være en smule billigere.
Alt tyder dog på, at der fortsat er plads til begge produkter i markedet. Efterspørgslen på Wegovy og Ozempic har været så stor, at Novo Nordisk har haft problemer med at følge med.
Mandag meddelte selskabet, at det havde købt tre fyldefabrikker for svimlende 76 milliarder kroner.
De tre fabrikker skal på sigt gøre det muligt for Novo Nordisk at skrue op for produktionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker