Nu er der over 100.000 elbiler på de danske veje
Antallet af indregistrerede elbiler i Danmark har passeret 100.000. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
I løbet af det seneste år er bestanden af elbiler i Danmark øget med 49.000. Det er tæt på en fordobling.
Det seneste år har salget af elbiler for alvor taget fart, så der nu kører mindst 100.000 rundt på de danske veje.
Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Ifølge brancheorganisationens administrerende direktør, Mads Rørvig, er en grøn omstilling af bilstanden en forudsætning for at opfylde ambitionen om at blive CO2-neutral.
- I dag markerer en milepæl på denne rejse, hvor vi er kommet godt fra start til at bringe den danske bilparks CO2-udledning ned på et rundt nul, lyder det i meddelelsen.
I løbet af det seneste år er bestanden af elbiler i Danmark blevet øget med 49.000. Det er tæt på en fordobling.
Til sammenligning er den samlede bestand af personbiler kun øget med 26.000 i samme periode. Det betyder, at benzin- og dieselbiler løbende udskiftes med opladelige alternativer.
Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør for bilbranchen i Dansk Industri (DI), glæder sig over udviklingen.
- Et sekscifret antal elbiler er nu indregistreret i Danmark. Vi fastholder derfor kursen mod en million grønne biler i 2030, siger han i en skriftlig kommentar.
- At vi runder 100.000 elbiler nu er meget imponerende, set i lyset af at markedet har været udfordret i en del år med coronakrise, mangel på komponenter og senest krigen i Ukraine.
Ifølge Mads Rørvig er det særligt lave udgifter og et større udvalg af elbiler, som ligger bag udviklingen.
Lige nu sælges 55 forskellige elbil-modeller på det danske marked. For ti år siden var der blot fem modeller at vælge imellem.
- Bilproducenternes målrettede indsats for at udvikle nye klima- og miljøvenlige biler driver i høj grad stigningen i antal elbiler.
- Når man ovenikøbet får en afgiftsrabat på disse biler, ser vi de store salgsandele af elbiler, som vi forventer stiger voldsomt i de kommende år, hvis afgifterne holdes nede, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker