Nu er din mobil mål for spam

Det lyder som et rigtig godt tilbud, men der er grund til at være på vagt, oplyser DR Nyheder.

"Stå som ejer af en lystbåd, vi bruger til fremvisning. Du tjener cirka 8800 kroner hver måned". Sådan står der blandt andet i en sms, der de seneste uger er blevet sendt til hundredevis af intet-anende mobilejere fra et dansk telefonnummer.

Man skal bare sende sin email-adresse retur, så får man et uforpligtende tilbud og to flasker rødvin, står der.

På internetsiden www.whocallsme.com har flere end 160 danskere medddelt, at de har modtaget den samme eller en lignende besked fra samme nummer, som ikke eksisterer i telefonbøgerne.

Sms'en er seneste eksempel på fænomenet, hvor hundredevis - måske tusindvis - af mobiltelefon-ejere modtager samme besked.

- Lige for tiden får vi rigtig mange klager i vores spam-postkasse, hvor man har mulighed for at klage, hvis man modtager spam-sms'er, fortæller fuldmægtig Helle Hartvigsen fra Forbrugerombudsmanden til DR Nyheder.

Lystbåds-sms'en har fået flere hundrede danskere til at klage til Forbrugerombudsmanden, der nu er i gang med at undersøge, om bagmændene skal politianmeldes.

For det er ulovligt at lave markedsføring via sms, medmindre modtageren har accepteret det, forklarer Helle Hartvigsen.

Forbrugerombudsmanden ind i sagen
I vinters var der en bølge af sms'er, der tilbød et vellønnet job som hjemmearbejdende sælger. Lønnen er 3-500 kroner i timen, stod der. Men når det endelige jobtilbud kom på mail, viste det sig, at man skulle investere 50.000 kroner først.

Også de sms'er kigger Forbrugerombudsmanden på, ligesom man undersøger, om afsenderen er den samme.

Det er uvist, hvor mange, der indtil videre har fået spam-sms'er, men der er ingen tvivl om, at mange flere vil få dem fremover.

- Det er et marked som jeg ved, at de IT-kriminelle kigger meget på, siger Peter Kruse fra sikkerhedsfirmaet CSIS, der hjælper virksomheder med IT-sikkerhed.

Han mener, at mobilselskaberne er nødt til at hjælpe til i kampen mod spam-sms'er.

- Udbyderne vil være nødt til at gøre noget ved det. For hvis vi ser på e-mails, så har vi et filter der sikrer, at vi ikke bliver oversvømmet af reklame-mails. Det har man ikke på mobiltelefonen. Det giver mulighed for, at det her medie vil blive misbrugt, og det tror jeg, det vil blive i langt højere grad, end vi allerede har set, siger Peter Kruse til DR Nyheder.

DR Nyheder har svaret på sms'en, der tilbyder penge for at stå som lystbåds-ejer, men vi har endnu ikke hørt mere fra afsenderen.
/ritzau/




Spam er ikke længere noget, der kun foregår på nettet. Nu risikerer du også at få sms'er med lusket indhold

Offentliggjort Sidst opdateret