Nu skal rejsekortet prøves af i København

Snart bliver pendlernes hverdag lettere. Det er i hvert fald meningen, når rejsekortet skal prøves af i København fra på mandag.

I første omgang kan man dog kun bruge kortet på fire togstationer og i to buslinjer.

Det drejer sig om Valby Station, Hovedbanegården, Nørreport og Østerport, samt buslinjerne 3A og 250S.

Rejsekortet har været præget af forsinkelser og skulle egentlig have dækket hele landet i starten af 2009. Det ventes dog først at være landsdækkende ved udgangen af 2012.

Bjørn Wahlsten, administrerende direktør i Rejsekort A/S, fortæller, at prøvedriften i København primært henvender sig til eksisterende brugere af kortet.

- Dette her er første skridt, rejsekortet tager ind i hovedstaden, og med åbningen ind til Østerport kommer vi et behov i møde hos mange af de rejsekortkunder, der i dag er nødt til at stå af og tjekke ud på Høje Taastrup Station, siger han i en pressemeddelelse.

Rejsekort A/S anbefaler derfor samtidig, at kunder, som bruger andre stationer i København end de omtalte, venter med at skifte til rejsekortet, indtil ordningen udbredes yderligere.

Indtil videre er det kun i de DSB regional- og IC-tog, som kører til og fra de fire stationer, at man kan bruge kortet.

I slutningen af november bliver resten af stationerne i hovedstadsområdet en del af prøvedriften, og også DSBFirst, S-tog, Metro og lokalbaner føjes til.

Man vil først kunne bruge rejsekortet i resten af hovedstadens buslinjer i første halvår af 2012.

I Vestsjælland erstattede rejsekortet de gamle klippekort 1. april. Og vestsjællænderne har været de primære forsøgskaniner i forbindelse med rejsekortet.

/ritzau/

Det meget omtalte rejsekort skal fra på mandag den 15. august prøves af i det indre København.

Offentliggjort Sidst opdateret