Nu skal vi have træ i benzintanken

Put et træ i benzintanken, og vær med til at redde verden fra klimakrisen.

Den idé har den danske koncern Haldor Topsøe nu fået opbakning til at videreudvikle, skriver Politiken tirsdag.

Den amerikanske hjælpepakke til bioenergi støtter den nye teknologi med 125 millioner kroner.

- Det er et drømmeprojekt, jubler Claus Hviid Christensen, vicepræsident for ny teknologi i Haldor Topsøe.

Blandt partnerne er en af verdens største papirproducenter, UPM-Kymmene, og et af verdens største olieselskaber, ConocoPhilips, der vil sikre, at benzinen kan bruges på eksisterende tankstationer.

Projektet skal i Illinois demonstrere effektiv omdannelse af 25 ton træ om dagen til benzin. Det er sidste skridt, før teknologien skal ud på markedet med en produktion på mere end 1.000 ton dagligt til en pris, der kan konkurrere med traditionel benzin.

En af Danmarks førende eksperter i biomasse, professor Claus Felby fra Københavns Universitet, er meget positiv:

- Den ny teknologi har større potentiale end de fleste andre typer biomasse. Ikke kun på grund af den høje effektivitet til en relativt billig pris, men også fordi den meget nemmere kan produceres bæredygtigt, siger Claus Felby til Politiken.

Problemet med de fleste andre typer biobrændstof er, at de stammer fra landbruget. Det betyder, at de oftest fremstilles ved hjælp af forurenende

kunstgødning, og at de tit konkurrerer med fødevareproduktion.

Claus Felby pointerer, at træet, der skal bruges til benzin kan være fra tempererede skove, der dyrkes bæredygtigt i vores del af verden.

/ritzau/

USA giver Haldor Topsøe-koncernen 125 millioner kroner til teknologi, der omdanner træ til benzin. Eksperter er positive.

Offentliggjort Sidst opdateret