Nuudays omsætning og kundevækst står i stampe
Nuuday, der tidligere hed YouSee, er Danmarks største udbyder af teleydelser og tv-indhold. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Nuuday har svært ved at løfte omsætningen og antallet af kunder. Afskrivninger presser fortsat bundlinjen.
Nuuday er ubestridt Danmarks største udbyder af teleydelser og tv-indhold, men det kniber med at øge kundebasen og salget yderligere.
Det viser regnskabet for 2023, der er offentliggjort fredag.
Selskabets omsætning faldt sidste år med godt én procent til 14,5 milliarder kroner og har ikke flyttet sig meget de seneste fire år.
Antallet af mobilabonnementer rykkede sig også kun en lille smule og udgjorde ifølge regnskabet 3,865 millioner - en fremgang på blot 9.000 abonnementer i forhold til året forinden.
Samtidig faldt antallet af tv-abonnenter med 55.000 til 894.000, mens antallet af bredbåndskunder også dykkede en smule fra 1.041.000 til 1.007.000.
Dog er det lykkedes for selskabet at skaffe 81.000 nye fibernetkunder, som er et strategisk satsningsområde.
Driftsresultatet før skat, renter og af- og nedskrivninger udgjorde 1,571 milliarder kroner - en tilbagegang på 138 millioner kroner. Resultatet efter skat udgjorde et minus på 421 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling af underskuddet fra 2022, der lød på 190 millioner kroner.
Bundlinjen er kraftigt påvirket af af- og nedskrivninger på blandt andet software og hardware med et samlet omfang på 1,5 milliarder kroner.
Nuuday står bag brands som YouSee, Hiper, Eesy og Telmore.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde