Ny hjælpepakke skal styrke Japans virusramte økonomi
En del af ny hjælpepakke i Japan svarende til 4350 milliarder kroner er målrettet grønne og digitale områder.
Japan vil sammensætte en ny hjælpepakke på 73,6 billioner yen, der skal stimulere landets coronasvækkede økonomi.
Det oplyser premierminister Yoshihide Suga tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til 4350 milliarder kroner.
Pakken vil blandt andet indeholde omkring 40 billioner yen i investeringer rettet mod blandt andet en reduktion i CO2-udledninger og yderligere udvikling af digitale teknologier.
- Vi har samlet disse tiltag for at fastholde beskæftigelsen, understøtte erhvervslivet og genoprette økonomien samt skabe mulighed for at opnå ny vækst inden for grønne og digitale områder, siger premierminister Suga.
Han tilføjer, at det sker for "at beskytte folks liv og levebrød".
Japan har lanceret flere af den slags hjælpepakker, siden coronapandemien begyndte.
Blandt andet i april, da regeringen vedtog en endnu større hjælpepakke på 108 billioner yen. Det svarede til omkring en femtedel af landets bruttonationalprodukt.
Japans økonomi, der er verdens tredjestørste, oplevede i andet kvartal det største tilbagefald siden Anden Verdenskrig.
Men i tredje kvartal begyndte økonomien at vokse igen med en fremgang på 5,0 procent.
- Økonomien er støt på vej tilbage, men genopretningen kommer til at tage tid, sagde finansminister Yasutoshi Nishimura i november i en kommentar til fremgangen i tredje kvartal ifølge Financial Times.
Han tilføjede, at befolkningen og investorer stadig var tilbageholdende på grund af coronapandemien.
Regeringer verden over har som Japan pumpet penge ud i samfundet for at undgå en dyb og langvarig recession som følge af coronakrisen, der har gjort millioner af mennesker arbejdsløse og sat mange samfundshjul i stå.
I USA for eksempel drøfter Kongressen i disse dage en hjælpepakke til over 900 milliarder dollar, skriver Reuters.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker