Ny ISS-topchef kan fremvise højere vækst end ventet
ISS havde i årets tredje kvartal en organisk vækst på 9,3 procent. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Både når det gælder omsætning og organisk vækst, kommer ISS med resultater, der er højere end forventningerne.
Servicekoncernen ISS overgår analytikernes forventninger og landede i årets tredje kvartal en omsætning på 20 milliarder kroner.
Det fremgår af en handelsopdatering onsdag aften.
Den viser også, at havde selskabet en organisk vækst på 9,3 procent.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen, når man ser bort fra opkøb og andre særlige forhold, der kan få omsætningen til at vokse.
Ifølge MarketWire forventede analytikerne en organisk vækst på 7,7 procent og en omsætning på omkring 19,35 milliarder kroner.
Ifølge ISS skyldes den organiske vækst prisstigninger og vækst i underliggende volumen.
Det er desuden Kasper Fangels første handelsopdatering, efter at han tiltrådte som administrerende direktør 1. september.
Han var finansdirektør i ISS, inden han overtog ledelsens øverste post efter Jacob Aarup-Andersen, der er blevet administrerende direktør i Carlsberg.
- Det er tilfredsstillende, at vores stærke vækst og udvikling gennem 2023 er fortsat i tredje kvartal. ISS er godt på vej til at levere på vores finansielle målsætninger for 2024, siger han i handelsopdateringen.
ISS er en milliardforretning, der har hovedkvarter i Søborg, men tjener sine penge overalt i verden. Sidste år omsatte ISS for 76,5 milliarder kroner - størstedelen heraf i Europa - med et overskud på 2,1 milliarder kroner til følge.
Som servicekoncern står ISS for alt fra rengøring til vagtløsninger for virksomheder.
Efter fremgangen i tredje kvartal løfter ISS forventningerne til hele 2023.
Den organiske vækst forventes nu at blive på omkring ni procent mod syv til ni procent tidligere.
Imens forventes driftsmarginen at blive inden for det tidligere udmeldte interval på 4,25 til 4,75 procent. Den underliggende margin forventes at ligge på omkring 4,6 procent.
På grund af den høje vækst forventes den frie pengestrøm at blive på omkring 1,8 milliarder kroner mod tidligere omkring to milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker