Den nye lavpristerminal i Københavns Lufthavn i Kastrup har indtil nu gået under navnet CPH Swift. Men det navn har ikke tilstrækkelig folkelig appel, mener lufthavnen. Så nu hedder lavpristerminalen CPH Go.
- Vi har med CPH Go valgt et navn, der handler om hele rationalet bag lavprisfingeren, nemlig opfordringen til at rejse, siger Kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.
Lufthavnen har lavet en navnetest, som viser, at Navnet CPH Swift aldrig rigtig er slået igennem i mange forbrugeres bevidsthed. Derfor skiftes arbejdstitlen CPH Swift ud.
Det er planen, at de første fly letter fra den nye lavpristerminal i Københavns Lufthavn 31. oktober.
Med den nye terminal satser Københavns Lufthavn hårdt på at trække flere lavpriskunder til.
- Når vi taler med lavprisselskaberne, er billedet klart. Mange af de nye lavprisruter er åbnet, fordi vi har stillet dem en dedikeret lavprisfinger i form af CPH Go i udsigt, siger Henrik Peter Jørgensen.
CPH Go er en tilbygning til de eksisterende terminaler i lufthavnen og vil derfor være direkte tilgængelig fra metro og tog. Lavpristerminalens rejsende skal selv checke ind - enten via internettet, mobilen eller automaterne i terminalbygningen. Flyselskaberne skal kunne tømme og klargøre deres fly på 30 minutter, og der vil ikke være mulighed for transfer.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde