Efter at have forhandlet næsten uafbrudt i to et halvt døgn, er det lykkedes for transportsektoren at få en ny overenskomst i hus. Overenskomsten er som på industriområdet toårig.
Det oplyser DI - Organisationen for erhvervslivet mandag aften. Aftalen er kommet i hus mellem 3F's Transportgruppe og DI.
Fornyelse af den fælles overenskomst for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere gælder for cirka 900 virksomheder og omfatter omkring 14.500 lønmodtagere. Forliget vil dog få betydning for op mod 50.000 lønmodtagere inden for transportsektoren.
Hvad parterne konkret er blevet enige om, bliver først offentliggjort tirsdag. Man vil nu bruge timerne indtil da på at færdiggøre aftalens dokumenter.
Aftalen er ventet med spænding, da det er den første, der bliver indgået på normallønsområdet. Indtil nu er der kun indgået aftaler på områder med mindsteløn, hvor lønstigninger forhandles lokalt. Og derfor vil aftalen give et praj om, hvor meget arbejdsgiverne har i posen med ekstra lønningskroner.
Hverken gruppeformanden for 3Fs Transportgruppe, Jan Villadsen, eller DIs administrerende direktør, Hans Skov Christensen, vil kommentere aftalen, før indholdet offentliggøres tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde