Ny sparerunde får B.T.-medarbejdere til at nedlægge arbejdet
B.T. udkom i papirudgave for sidste gang 31. december 2022. Siden da er den kun udkommet digitalt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Medarbejderne på B.T. nedlægger arbejdet som følge af besked om en ny sparerunde efter millionunderskud.
Medarbejderne på B.T. har nedlagt arbejdet oven på et møde, hvor de blev orienteret om en ny spareplan, hvor der skal findes 9,2 millioner kroner.
Det skriver fagbladet Journalisten.
- Lige nu er medarbejderne i chok og meget følelsesmæssigt påvirkede. Vi vidste godt, at det ikke gik vildt godt med forretningen, men vi troede alligevel ikke, at vi skulle igennem det her igen allerede, siger tillidsrepræsentant ved B.T. Søren Kjellberg Ishøy til Journalisten.
Sparerunden følger i kølvandet på et nyt årsregnskab fra moderkoncernen Berlingske Media, der samlet set opnåede et overskud på 41 millioner kroner i det seneste regnskabsår.
B.T. i sig selv gav imidlertid underskud på 20 millioner kroner. Det er sket, efter at mediet ved forrige årsskifte overgik til udelukkende at være digital og annoncefinansieret, og indtægterne kan altså ikke følge med udgifterne.
Allerede i juni meldte Berlingske Medias ledelse ud, at der skulle spares 14 stillinger på B.T.
Det endte med syv frivillige fratrædelser og tre afskedigelser i korrekturafdelingen, ligesom fire ubesatte stillinger ikke blev genbesat.
Berlingske Medias ledelse besluttede efterfølgende at lægge B.T. og investormediet Euroinvestor sammen.
I den forbindelse fratrådte ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll og blev afløst af Simon Richard Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker