Ny struktur skal sikre tog til tiden

Antallet af forsinkede tog skal bringes kraftigt ned med en ny organisering inden for jernbaneområdet. Det har fået transportminister Hans Christian Schmidt (V) til nedlægge bestyrelsen i Banedanmark. I stedet skal Banedanmark fremover ligge direkte under Transportministeriet.

Som led i den nye kabale skal en ny rettighedsorganisation koordinere indsatsen for at sikre tog til tiden. Man får en halv milliard kroner til opgaven og skal blandt andet udarbejde en handlingsplan.

- Jeg er sikker på, at denne klargøring af ansvarsforholdene vil blive et centralt omdrejningspunkt for en helt ny rettidighedskultur, siger Hans Christian Schmidt.

I dag er togpassagererne i gennemsnit forsinket med ca. 200 sekunder. Målet er at halvere dette tal.

Ændringerne kunne ses som en afskedigelse af Banedanmarks bestyrelse. Men ministeren roser bestyrelsen for at have aflagt endnu et anmærkningsfrit regnskab, for at have afviklet et efterslæb på vedligeholde samt sat gang i udskiftning af signalsystemer.

Han konstaterer, at man har professionaliseret Banedanmarks organisation. Nu vil ministeren sikre selskabet en mere koordinerende rolle og samtidig sikre en entydig placering af ansvaret for rettidige tog.

Formanden for Banedanmarks bestyrelse, Anne Birgitte Lundholt, siger, at man i bestyrelsen har opfordret til, at der blev truffet en beslutning om Banedanmarks fremtidige status. Selskabet har kørt som selvstændig offentlig virksomhed igennem flere år, men uden at der er skabt et endeligt lovgrundlag for det.

- Vi har helt klart sagt, at tiden nu var inde til at beslutte sig. Så har den nye minister sagt, at man ikke vil omdanne Banedanmark til en selvstændig offentlig virksomhed, men føre det tilbage til ministeriet. Det er der ikke noget hokuspokus i, siger Anne Birgitte Lundholt.

/ritzau/

En ny organisering på jernbaneområdet skal sikre flere tog til tiden - men det koster bestyrelsen for Banedanmark livet.

Offentliggjort Sidst opdateret