Ny uro om sukkerfabrikker på LF

Regeringens planer om at øge afgifter i ny finanslov får igen Nordic Sugar på banen med tvivl om fremtiden for produktionen på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Øgede afgifter på energi og miljø skaber - igen - uro om fremtiden for de to danske sukkerfabrikker: Nykøbing og Nakskov.

Denne gang er det en kraftig forøgelse af de såkaldte NOx-afgifter, som den tidligere regering indførte, der får både brancheorganisationen DI generelt og Nordic Sugar specielt på banen med protester.

- I øjeblikket koster afgiften os 1,9 millioner kroner om året. En femdobling vil betyde en udgift på cirka ni millioner kroner, eller omkring 20.000 kroner pr. medarbejder, forklarer Jesper Tomassen, teknisk direktør i Nordic Sugar i en kommentar til afgiftsplanen.

Fabrikkerne på Lolland-Falster beskæftiger 370 mennesker. Jesper Thomassen siger til dagbladet Børsen, at de danske fabrikker indgår i en stor, tysk gruppe med 17 fabrikker, og at nye afgifter gør det svært for Lolland-Falster, når man skal fordele investeringsmidler til produktionsanlæggene.

Som omtalt i Folketidende protesterede og advarede sukkerkoncernen allerede kraftigt sidste år, og direktør Thomas B. Olsen, Nordic Sugar lagde ikke skjul på, at fremtiden for fabrikkerne på Lolland-Falster kunne være truet i forbindelse med øgede energi-afgifter.

Det skete først i forbindelse med nye statsafgifter i skattepakken sidste efterår og derefter ved juletid som led i debatten om øgede EU-afgifter.