Nye boligskatter har bremset salget af lejligheder
Både i Københavns, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg Kommune ligger antallet af handlede ejerlejligheder i februar under gennemsnittet for årene 2015 til 2019. (Arkivfoto). Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Nye regler for boligskat har skabt forskydninger i handelstallene for ejerlejligheder, påpeger økonomer.
De nye boligskatter har lagt en dæmper på salget af lejligheder i begyndelsen af 2024.
Sådan lyder konklusionen fra flere økonomer oven på nye handelstal fra Boligsiden.
Tallene viser, at der blev solgt i alt 1229 ejerlejligheder i februar. Det er 28 procent flere end i januar, men 20 procent færre end det gennemsnitlige niveau i årene før corona.
Ved indgangen til 2024 trådte nye boligskatteregler i kraft. De betyder, at boligskatten fremover beregnes ud fra boligens værdi.
Fire ud af fem boligejere kommer samlet set til at betale mindre i skat med de nye regler, anslår Vurderingsstyrelsen. Mange boliger i de store byer står dog til at blive beskattet hårdere.
Men de mennesker, der nåede at købe inden årsskiftet, får en skatterabat. Det påpeger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
- Det gjorde blandt andet, at der var flere lejlighedshandler i slutningen af 2023, fordi mange ville sikre en lavere boligbeskatning, som jo netop var muligt, hvis man købte og overtog en bolig inden årsskiftet, siger hun i en pressemeddelelse.
Også Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, mener, at handelstallene vidner om, at der er sket nogle forskydninger.
- En del boliger blev handlet før årsskiftet for at undgå en stor stigning i ejendomsskatten. Det koster lidt på bolighandlerne nu, men der er på ingen måder tale om en katastrofeopbremsning, skriver han i en kommentar.
Både i Københavns, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg Kommune ligger antallet af handlede ejerlejligheder i februar under gennemsnittet for årene 2015 til 2019.
Modsat ligger antallet af handler med både sommerhus og villaer og rækkehuse et pænt stykke over niveauet fra før corona.
Når der alligevel ikke er tale om en "katastrofeopbremsning", hænger det ifølge Mathias Dollerup Sproegel sammen med, at manges privatøkonomi er robust, samtidig med at der er udsigt til høje lønstigninger i 2024.
- Det holder hånden under boligmarkedet og er årsagen til, at det ikke kun er den naturlige omsætning fra førstegangskøbere og skilsmisser, der driver boligsalget, men der er også et vist omfang af boligsalg, der udspringer fra boligdrømme, skriver han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned