Nye industri-milliardærer ind i Jupiter

- Nu skal der ro på. Og der skal fokus på driften. Vi skal udvikle den gode forretning og ikke tænke på salg af virksomheden.

Sådan lyder det fra Hans Gabelgaard, der er både stifter, gammel og ny ejer af den store Jupiter-koncern, der med hovedsæde i Orehoved på Falsters nordspids har udviklet sig til en global koncern med afdelinger også i Kina og USA.

Hans bemærkning skal både ses som et punktum og en ny begyndelse. Koncernen, samlet under Jupiter Group A/S, Orehoved, har netop her ved indgangen til det nye år fået ny ejergruppe.
Ind er kommet to “tunge” danske industrinavne: Erik Skjærbæk og Jan Struve. 

De kender deres nye branche særdeles godt: Jupiter Group, der beskæftiger sig med kompositproduktion til flere brancher, har nemlig nogle af sine allerstørste kunder i vindmølle-industrien. Og netop vindmøller kender de to nye medejere til. De var tidligere ejere af virksomheden Svendborg Brakes, der i 2008 blev solgt for over tre milliarder kroner. Så der har også været penge at skyde ind i Jupiter-projektet...

De to nye medejere repræsenteres af Lars Taarn Pedersen, tidligere Svendborg Brakes, i bestyrelsen. Bestyrelseformand er fortsat Thomas Bechmann, som kommer fra Dansk Erhvervsudvikling, Hellerup, der indtil den nye konstruktion var 60 procents ejer af Jupiter. Det har kapitalfonden været siden december 2005 - altså næsten præcis fire år.

De resterende 40 procent har været ejet ligeligt af Hans Gabelgaard og Steffen Steffensen, stiftere i 1992 og indtil 2005 ejere af koncernen.

Jupiter Group A/S fordoblede sin omsætning fra godt 162 millioner kroner i 2007 til 327 millioner kroner i 2008. Resultatet voksede fra godt seks millioner kroner til godt 9 millioner kroner.
- Vi har ikke aflagt regnskab for 2009 endnu. Men jeg kan godt konstatere, at både omsætning og overskud vil vise fremgang i forhold til 2008. Så det er absolut en solid forretning, konstaterer Hans Gabelgaard.

Foto: - Vi er meget optimistiske, siger Hans Gabelgaard.

Den internationale koncern med hovedsæde på Falster solgt igen.

Offentliggjort Sidst opdateret