Banker, som har fået penge fra det seneste års bankpakker, bliver allerede i dag mødt med skærpede krav til aflønningen af bankdirektørerne. De krav ser nu ud til i stort omfang at blive bredt ud til hele banksektoren.
- Det er den vej, det går. Vi har nogle regler om, at banker, der tager imod statspenge, er omfattet af et skrappere regelsæt. Vi tager udgangspunkt i det skrappere regelsæt og ser, i hvilket omgang vi kan brede det ud som generelle regler, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.
I forbindelse med Bankpakke II blev der - for banker som modtog penge fra pakken - lagt et loft over fradragsretten i skatteregnskabet for direktørlønninger på 50 procent. Desuden er der forbud imod nye aktieoptionsprogrammer, og så må bonus kun udgøre maksimalt 20 procent af den samlede grundløn. De samme regler gælder ikke for banker, der ikke benytter sig af bankpakken.
Socialdemokraterne og SF har gennem længere tid krævet, at de skærpede krav bliver bredt ud til hele banksektoren.
- Det forventer vi, at Dansk Folkeparti bakker op om nu, siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov. Han lægger vægt på, at der dermed er flertal for skærpede regler.
Regeringen mødtes onsdag med partierne bag bankpakkerne, uden dog at tage hul på de egentlige forhandlinger. Men på forhånd er økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) mødt af krav fra oppositionen og Dansk Folkeparti om at stramme op, ligesom hun selv har annonceret stramninger - uden dog at specificere dem nærmere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned