De sunde danske banker kan se frem til fornyet milliardstøtte fra den danske stat, hvis de er villige til at overtage nødlidende banker.
Allerede tirsdag eller senest onsdag ventes et flertal i Folketinget at fremlægge en ny hjælpepakke - Bankpakke 4 - som i al hast er blevet forhandlet igennem de seneste dage, skriver dagbladet Børsen.
Politikerne har ganske enkelt ikke turdet lade en snarlig valgkamp forsinke håndsrækningen til den danske finanssektor, hvor flere banker kæmper for livet.
- Der er en intensiv proces i gang, hvor både politikere og repræsentanter for finanssektoren har mødtes hen over weekenden og i dag (mandag, red.) for at få de sidste ting på plads, siger en kilde, der er centralt placeret i forhandlingerne til Børsen.
- En endelig aftale ventes at være klar tirsdag.
Ifølge avisens oplysninger vil Bankpakke 4 betyde, at de sunde banker kan få eftergivet lån for milliarder af kroner, hvis de er villige til at overtage de nødlidende banker.
De pengeinstitutter, der vil overtage en dårlig bank, bliver nemlig tilbudt en medgift svarende til det beløb, som staten ville have tabt ved et krak, hvis den dårlige bank var kollapset.
Den nye hjælpepakke betyder samtidig, at bankerne kan forlænget statsgarantien fra Bankpakke 2 med mindst et år mere - dog mod betaling, erfarer Børsen.
Ifølge en kilde tæt på forhandlingerne var det magtpåliggende, at løsningen kommer før et valg, så der ikke går mere politik i forhandlingerne.
Hastværket vækker dog bekymring hos Finansiel Stabilitet.
- Det tyder på, at politikerne vil have det presset igennem inden et valg. Det giver altid bekymringer, når noget skal presses og klemmes igennem. Og det bliver en ganske stor medgiftsordning, siger en kilde i Finansiel Stabilitet til Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde