Fra 1. februar næste år vil der være krav om et eleftersyn, når man tegner ejerskifteforsikring ved en hushandel. Det gør to ud af tre allerede i dag.
Bestemmelsen er en del af den reviderede lovgivning om huseftersyn, som netop er vedtaget af Folketinget.
Dermed bliver det obligatorisk at få boligen gennemgået af en elinstallatør, når man tegner en ejerskifteforsikring. Til gengæld vil defekte installationer være dækket af forsikringen.
- Det vil give boligejerne en helt anden tryghed, at de fremover vil være sikret mod ulovlige og farlige installationer, siger Christian Jarby, chef for teknisk afdeling i Tekniq Installatørernes Organisation.
Konkret vil der fremover blive udarbejdet en eleftersynsrapport med gennemgang af bygningens elektriske installationer.
Der bliver taget stikprøvekontroller af de enkelte installationer, ligesom beskyttelse mod brand og stød, eltavlen, HFI/HPFI-relæet og eventuelle løse ledninger eller kontakter vil blive tjekket.
- Rapporten vil kunne afsløre fejl eller mangler, som kan være svære at få øje på, men som kan udgøre en betydelig fare for boligejernes sikkerhed, siger Christian Jarby.
Både køber og sælger vil kunne handle på et mere oplyst grundlag. I dag ved sælger ofte ikke ret meget om husets elinstallationer.
Samtidig kan øget fokus på elinstallationerne virke forebyggende.
- Der er i dag mange ejendomme, hvis installationer ikke lever op til gældende krav. Blandt andet fordi der bliver lavet rigtig meget uautoriseret "gør det selv arbejde", siger Christian Jarby.
- Dette vil med den nye lov blive blotlagt ved hushandler, og det kan være med til at forebygge mange skader, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned