Nye regler træder i kraft og ændrer boligbeskatningen i 2024
De nye boligskatteregler i 2024 gør, at boligskatterne fremover vil stige og falde i takt med ejendomsvurderingen. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Fra 1. januar 2024 træder nye boligskatteregler i kraft. Det får især betydning for boligejere, men også for lejere og andelshavere.
Der har de seneste måneder været sagt og skrevet meget om de nye boligskatteregler, der træder i kraft 1. januar 2024.
De medfører en række forandringer for især boligejere, men de vil også påvirke både lejere og andelshavere.
Læs mere om de nye regler her:
* Boligejere får mindre udbetalt
Boligejere betaler to typer boligskat: ejendomsværdiskat og grundskyld. Det ændres der ikke på.
Annonce
Men en af de konkrete forandringer er, at opkrævning af grundskyld fra det nye år overgår fra kommunerne til Skat.
- Normalt får man som boligejer en opkrævning for grundskyld fra kommunen typisk to gange om året. Men de kommer ikke længere, fortæller chefanalytiker og boligøkonom hos Nykredit Mira Lie Nielsen.
- Det skal man huske på budgetkontoen, hvis man har regnet grundskylden med. Den post kan man fjerne. I stedet får man mindre udbetalt, end man har været vant til, siger hun.
* Flest får skattelettelse
De nye regler gør op med et skattestop for ejendomsværdibeskatning, så skatten i stedet stiger og falder med boligpriserne.
Mens mange vil få en højere vurdering af deres bolig, der ligger til grund for beskatningen, sænkes både ejendomsværdiskat og grundskyld i 2024. Det betyder, at fire ud af fem boligejere samlet skal betale mindre i skat.
Resten får en skatterabat. Ifølge Vurderingsstyrelsen får man denne rabat, så længe man ejer boligen. Men man får ikke yderligere rabat, hvis boligskatten stiger igen senere.
- Så hvis man først overtager en bolig efter 1. januar 2024, så kan man ikke blive omfattet af skatterabatten, siger privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.
* Hvad betyder det for lejere og andelshavere?
Annonce
Som lejer eller andelshaver betaler man ikke ejendomsværdiskat.
Man betaler til gengæld indirekte grundskyld for den ejendom, man bor i, enten via boligafgift til andelsforeningen eller over huslejen til ejeren af ejendommen.
I 2024 sættes grundskylden ned. Men med nye og højere ejendomsvurderinger vil grundskylden stige i de kommende år.
De nye boligskatteregler betyder dog, at der er sat et loft over, hvor meget den kan stige for erhvervsejendomme.
For erhvervsejendomme med udlejning eller andelsboliger må grundskylden stige 2,8 procent i 2024 og efterfølgende med 4,75 procent. For almene boliger gælder det 3,5 procent.
- Man trækker ikke tæppet væk under nogen. Men det kan selvfølgelig komme til at få en betydning for den enkelte andelshaver eller den enkelte lejer, siger Brian Friis Helmer.
* Boligejere kan skubbe gæld foran sig
Boligejere har siden 2018 kunnet indefryse stigninger i grundskylden, til boligen skal sælges, uden at skulle betale renter.
Men det ændres, når lånene overgår fra kommunerne til staten, fortæller Mira Lie Nielsen. Renten er 3,57 procent i 2024.
Stigningen i grundskyld indefryses fortsat, medmindre man som boligejer aktivt fravælger det ved at rette i sine oplysninger på skat.dk.
Annonce
Også stigningen i ejendomsværdiskat efter 2024 kan indefryses som et lån.
- Fra nytår betyder de nye regler, at hvis man stiger i skat - enten i ejendomsværdiskat eller grundskyld - så vil stigningen automatisk indefryses, medmindre man melder sig ud af ordningen, siger Mira Lie Nielsen.
- Så oparbejder man altså løbende en gæld.
Man kan godt framelde sig ordningen og senere tilmelde sig igen.
* Skatten gøres først endeligt op senere
I 2024 betaler man i første omgang boligskat af en foreløbig 2022-vurdering af boligen. Den endelige vurdering kommer først i 2025, hvor boligskatten så vil blive genberegnet og efterreguleret.
Brian Friis Helmer anbefaler, at man til den tid gennemgår oplysningerne.
- Man skal være vågen, for man har relativt kort tid til at klage.
/ritzau/
Satser for ejendomsværdiskat og grundskyld i 2024
* I 2024 falder skattesatsen på den almindelige ejendomsværdiskat fra 0,92 til 0,51 procent.
* Har man en dyr bolig, betaler man en højere sats for en del af værdien. Det bliver billigere fremover.
* I dag betaler man 3 procent i ejendomsværdiskat af boligens værdi over 3,04 millioner kroner. I 2024 stiger grænsen (progressionsgrænsen) til 9,2 millioner, mens satsen falder til 1,4 procent.
* Grundskyld bliver beregnet som en promille af ejendommens grundværdi. Satsen varierer fra kommune til kommune.
* I 2024 bliver grundskylden sat ned i alle kommuner. I øjeblikket er den gennemsnitlige grundskyld i Danmark på 2,7 procent (27 promille). Den bliver sat ned til 0,74 procent (7,4 promille) i gennemsnit.
* Boligskatterne beregnes som en procentdel af den seneste offentlige ejendomsvurdering. For at tage højde for usikkerhed i vurderingen trækkes 20 procent fra vurderingen, når skatten beregnes.
Seneste artikler
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Fagforeningsformand optimistisk, men frygter konsekvenserne: Virksomheder vil have medarbejderne
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt