Nye retningslinjer skal beskytte forbrugere mod kviklån
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har i et samarbejde med branchen og Forbrugerrådet Tænk revideret retningslinjerne for lån med korte frister. Foto: /ritzau/Bidstrup Stine
/ritzau/Bidstrup Stine
Lovgivningen forpligter långiverne til at lave en grundig vurdering, inden et lån gives, fastslår ombudsmand.
Det er let med et hurtigt kviklån, men det kan i sidste ende også blive en dyr affære, hvis långiverne ikke har brugt tid på at vurdere, om låneren reelt kan betale tilbage.
Sådan skal det ikke være. Derfor slår Forbrugerombudsmanden med nye retningslinjer fast, at lovgivningen forpligter långiverne til at lave en grundig, individuel kreditvurdering, inden lånet udbetales.
Det skriver Jyllands-Posten.
Forbrugerombudsmanden har i et samarbejde med branchen og Forbrugerrådet Tænk revideret retningslinjerne for lån med korte frister.
De nye retningslinjer træder i kraft 1. maj i år. De kræver, at långivere indhenter oplysninger om forbrugernes økonomiske situation såsom lønsedler og årsopgørelse.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen fortæller, at de nye retningslinjer skal beskytte forbrugerne.
- Vores håb er, at det, at vi sammen med branchen har præciseret forpligtelsen, vil betyde, at branchen har større opmærksomhed på denne forpligtelse om at vurdere den enkeltes situation, siger hun.
Der er kommet fokus på kviklån som følge af, at flere har fået sværere ved at betale tilbage. Den nyeste opgørelse fra 2015 viser ifølge Jyllands-Posten, at 12,1 procent af lånene fra fem forskellige udbydere blev misligholdt.
- Vi har set eksempler på, at kreditvurderinger foregår ud fra nogle statistiske beregninger. De er lavet ud fra, hvor stor sandsynligheden er for, at de mennesker, som ligner mig, kan tilbagebetale et lån.
- Men det siger intet om, hvilken indkomst jeg har. I sidste ende er det jo den enkeltes indkomst, der afgør, om man kan betale et lån, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til Ritzau.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet