Nye store byggeplaner

Flemming Holberg Fenger fik borgmesterhjælp af John Brædder til første spadestik på den nye udvidelse af centret. Foto: Flemming Keith Karlsen

Guldborgsundcentret vokser igen

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldborgsundcentret i Sundby ved Nykøbing har vokseværk.
I november præsenterede man en byggeplan for yderligere 4.600 kvadratmeter butikker. Nu vokser byggeriet til 5.000 kvadratmeter med yderligere en forretning - og forude venter endnu en massiv byggeplan på 5.000 kvadratmeter i den vestlige ende af området, hvor nogle af de ældste bygninger i givet fald skal give plads for nyt og større.

Fredag var der første spadestik til udvidelsen med de tre nye forretninger, der ventes klar til indflytning i november. Nu har man føjet endnu et byggeri til, så arealet når op på de 5.000 kvadratmeter til en samlet pris omkring 65 millioner kroner. Sidste forretning er klar til nytår.

Idé Møbler flytter fra Nykøbings nordlige indfaldsvej til centret. De to øvrige indflyttere er en sportsforretning og en legetøjskæde.
I den nye tilføjelse på 1.300 kvadratmeter indretter endnu en boligindretnings-butik sig.

Hvad angår den næste, store udvidelse er man ifølge bygherre og centerejer Flemming Holberg Fenger, Holberg Fenger Invest A/S, nu gået i gang med forhandlingerne med kommunen om byggeplanen.
- Forretningerne har gavn af hinanden, og der er stor interesse for at leje sig ind i centret, siger han.

læs meget mere om udvidelsen i mandagens Folketidende