Nye tal bekræfter: Dansk økonomi har rystet coronakrisen af sig
Restauranter og barer fik lov at åbne i april efter flere måneders nedlukning i vinter og første del af foråret. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det danske bruttonationalprodukt (bnp) voksede med 2,3 procent i andet kvartal.
Den store genåbning af det danske samfund i foråret medvirkede til, at Danmarks økonomi nu er på et højere niveau end før coronakrisen.
Danmarks bruttonationalprodukt (bnp), der er et udtryk for størrelsen på et lands økonomi, voksede med 2,3 procent i andet kvartal. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
En foreløbig opgørelse for to uger siden viste en vækst på 2,2 procent.
- Den påbegyndte genåbning af samfundet i andet kvartal var kraftigt medvirkende til stigningen i både privatforbrug og bnp.
- Det bekræftes derfor, at dansk økonomi er på et højere niveau end før coronakrisen, skriver Danmarks Statistik.
Fremgangen i andet kvartal skal ses, i sammenhæng med at restauranter og barer genåbnede i foråret.
Samtidig var butikker i detailhandlen lukket store dele af vinterperioden, men de har også været åbne siden marts og trækker op.
Selv om en fremgang på lidt over to procent kan synes beskeden, er det den næsthøjeste økonomisk vækst i et kvartal i 15 år.
Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at det er god økonomi hos de danske forbrugere, som har fået økonomien tilbage på rette spor.
- De danske forbrugere er den helt store drivkraft bag det danske comeback. Danskerne har det økonomisk vanvittig godt.
- De er trygge omkring egen økonomi, har haft en ophobet forbrugssult under nedlukningen, en voldsom forbrugslyst i forbindelse med genåbningen, bugnende formuer og i tillæg gentagne saltvandsindsprøjtninger fra feriepengene, siger han i en kommentar til tallene.
Samlet set er dansk bnp 0,8 procent højere end fjerde kvartal 2019, som kvartalet inden corona for alvor ramte verden.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker