Nyt el-år sparket i gang med supersalg
Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Fuld fart på fremgang hos Greenline A/S i Maribo - LED-produkter til belysning er en kæmpesællert.
1.595 forsendelser blev sendt ud af døren til kunderne hos Greenline A/S på Brovejen i Maribo i mandags.
Dermed blev det nye år sparket i gang på første arbejdsdag med høj fart i el-virksomheden, som i forvejen har haft stabil fremgang i en årrække.
- Sidste år sendte vi 1.100 pakker af sted første dag efter nytår. Så det er et tegn på, at vi har vækst - og sådan er det også set over hele året, konstaterer Brian Sommer, der er assistent for marketing og onlinesalg i virksomheden, som efterhånden har godt 30 år bag sig.
Niels Behrsin Hansen grundlagde firmaet, som især de seneste år har etableret sig meget suverænt ikke mindst på online-salg af el-artikler i Danmark.
Det har givet øget omsætning, overskud - og flere job. Også det seneste år er der kommet flere medarbejder til, sådan at Greenline A/S nu beskæftiger cirka 20.
Niels Behrsin Hansen har i dag i en mere tilbagetrukket rolle i virksomheden. Men han støbte for alvor fundamentet for successen med en tidlig, målrettet satsning på e-handel. Og for seks-syv år siden med en gennemgribende ændring af virksomhedens opbygning og mål.
Omsætningsmæssigt har man alene indenfor de seneste års-perioder øget fra cirka 50 millioner kroner til over 60 millioner kroner. På bundlinjen stod der i 2014 3,7 millioner kroner før skat - og i 2015-regnskabet, som ikke er offentliggjort endnu, bliver det i hvert fald næppe ringere.
I disse måneder er det salget af LED-belysning, som i væsentlig grad er med til at trække den meget iøjnefaldende fremgang.
Brian Sommer vurderer, at man lige nu har op mod måske halvdelen af ordrerne på LED-varer.
- Det har stået på nogen tid. Men nu rykker det helt vildt. Rigtigt mange mennesker er blevet opmærksomme på, at der er store besparelser at hente på el-regningen. Og produkterne er blevet klart bedre. Det betyder ikke, at vi er “gået i stå” på andre varegrupper - men fremgangen på LED er bare meget markant, siger han.
- Vi var de første, der for alvor satsede på nethandel. Det betyder også, at vi i dag har en solid troværdighed og gode kundeanbefalinger med os. Det betyder utrolig meget, når folk skal handle online, påpeger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde