Nyt gebyr for erhvervsaffald til lokale firmaer

Siden nyår har også erhvervsvirksomheder haft adgang til at aflevere affald på genbrugspladserne på Lolland-Falster på lige fod med private. Og indtil nu har det endda ikke kostet virksomhederne noget. Men nu er regningen på vej.

Det fælleskommunale affaldsselskab Refas bestyrelse har netop godkendt et oplæg til de gebyrer, som skal finansiere ordningen. Man er i øvrigt i gang med det samme over hele landet. Den nye affaldsordning gælder alle steder - men det er vel at mærke sådan, at erhvervsvirksomhederne fortsat kun kan aflevere affald på genbrugspladser i det område, som deres affaldsselskab dækker. Her betyder det altså pladserne på Lolland-Falster.

Som udgangspunkt skal alle virksomheder nu betale et affaldsgebyr - uanset om man bruger genbbrugspladserne eller ej. Men der er undtagelser - og der er i øvrigt også store forskelle på, hvor meget det enkete firma skal betale.

Oplægget til gebyrer skal også behandles og godkendes af de to LF-kommuner. Derfor kommer indbetalingskortet først ud til firmaerne til efteråret. Men i de nærmeste dage vil tusindvis af lokale virksomheder få et informationsbrev fra Refa.

- Cirka 6.000 virksomheder ser ud til at være omfattet og skal altså betale gebyret. Enkelte særlige brancher samt holdingselskaber og lignende er på forhånd fritaget. Det samme gælder selskaber med omsætning under 50.000 kroner. Hvis man mener, at man bør være udenfor ordningen, skal firmaerne kontakte os, siger afdelingschef Mette Stoffregen, Refa.

Hun tilføjer, at langt størsteparten af de cirka 6.000 virksomheder kan nøjes med at betale det laveste gebyr: Cirka 1.000 kroner. Det vil gælde omrking 5.300 firmaer. De resterende kommer til at betale mere. Det er primært håndværker- entreprenør- og anlægsgartner-firmaer.

Her gradueres også efter antallet af medarbejdere. For de største virksomheder bliver gebyret op mod 10.000 kroner årligt for adgangen til genbrugspladserne. Adgangen er altså i princippet fri. Med enkelte betingelser: Kun adgang for biler op til 3.500 kilo plus eventuelt en trailer. Og maksimalt aflevering af 200 kilo såkaldt “farligt affald” årligt. Derudover betales særligt gebyr.

- Helt overordnet håber og tror vi selvfølgelig på, at den nye ordning for erhvervsaffald også betyder, at affaldet i endnu højere grad end nu bliver afleveret korrekt og behandlet miljørigtigt efterfølgende. Vi har jo en ordning, som firmaerne altså betaler til under alle omstændigheder, siger Mette Stoffregen.

Foto: Foto: Anders Knudsen

Refa-bestyrelsen har godkendt oplæg til det nye gebyr, som firmaer skal betale efter at have fået adgang til genbrugspladserne på LF.

Offentliggjort Sidst opdateret