Nyt milliontilskud til erhvervsskoler

Der er nyt fra Folketinget til CELF og en række andre erhvervsskoler i landets udkantsområder.

Regeringspartierne Venstre og Konservative er nemlig blevet enige med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om en ny model for et såkaldt udkantstilskud til erhvervsskolerne blandt andet på Lolland-Falster.

Modellen skal sikre flere penge til skolerne i de egne af landet, hvor det på grund af et mindre elevgrundlag kan være svært at få økonomien til at hænge sammen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet.

- Et udkantstilskud til erhvervsskolerne har været på ønskesedlen i flere år. Nu kommer det. Med sidste års finanslovaftale blev regeringen og forligspartierne enige om at indføre et udkantstilskud i 2010, og nu er vi også enige om den konkrete model.
- I udkantsområder med få elever kan det være svært at få alle ender til at mødes, så jeg er glad for, at vi med denne aftale styrker det økonomiske grundlag for disse erhvervsskoler, siger undervisningsminister Bertel Haarder i pressemeddelsen.

Erhvervsskoler vil være berettigede til udkantstilskud, hvis de har afdelinger placeret i kommuner med lav befolkningstæthed og med en lav befolkningstilvækst blandt 15-24-årige i perioden 2009-2015. Pengene til den ekstra støtte hentes fra i øvrigt fra erhvervsskolernes eget område via en nedsættelse af den såkaldte taxameterstøtte på erhvervsuddannelserne og hhx/htx-uddannelserne.

CELF er med på listen over tilskudsberettigede skoler, idet Lolland Kommune er defineret som udkantskommune.

Læs hele pressemeddelelsen på Undervisningsministeriet hjemme side - klik her

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgået en aftale om milliontilskud til erhvervsskoler i udkantsområder. Pengene kommer fra erhvervsskolerne selv.

Offentliggjort Sidst opdateret