Offentlige ansatte siger ja til forlig

De omkring 600.000 offentlige ansatte i kommuner og regioner har stemt ja til, at de nye magre overenskomster for 2011 og 2012, der kun giver lidt ekstra på lønkontoen, skal træde i kraft.

Det står klart, efter forhandlingsfællesskabet KTO har offentliggjort afstemningsresultatet onsdag. Det viser et overvældende ja til forliget hos samtlige berørte arbejdsgrupper.

- Jeg er glad for, at KTO´s bestyrelse i dag har endelig godkendt KTO-forligene på både det kommunale og regionale område.

- Resultatet af afstemningen viser, at medlemmerne har haft en høj grad af realisme, når de har stemt om de historisk smalle forlig, udtaler KTO-formand Anders Bondo Christensen i en pressemeddelelse.

Repræsentantskabet i KTO godkendte i marts forligene med både KL og Danske Regioner. Derefter har det været op til medlemmerne at stemme forliget i hus.

- Med 2,65 procent i generelle lønstigninger inklusive udmøntning fra reguleringsordningen sikrer forligene reallønnen i det andet år, og allerede 1. januar 2012 er der aftalt en lønstigning på 1,81 procent.

- Et acceptabelt aftaleresultat i en meget vanskelig samfundsøkonomisk situation, konkluderer Anders Bondo Christensen.

Også hos KL er man tilfreds med, at forliget er stemt i hus.

- De høje ja-procenter blandt lønmodtagerne afspejler en stor krisebevidsthed og en stor ansvarlighed i forhold til samfundsøkonomien.

- Jeg vil gerne rose organisationerne for den konstruktive og ansvarlige rolle, de har spillet gennem hele dette forløb, siger Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

/ritzau/

Det er blevet til et ja til overenskomsterne for 2011 og 2012 for offentlige ansatte i kommuner og regioner.

Offentliggjort Sidst opdateret