Øgede renteudgifter fører ikke til flere tvangsauktioner

Antallet af tvangsauktioner holder sig fortsat lavt i begyndelsen af 2024, viser tal fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er fortsat meget få boligejere, der må opgive at betale af på deres boliglån og se banken eller kreditforeningen sende huset på tvangsauktion.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner i februar udgjorde 114. Det svarer til et fald på 12 i forhold til januartallene.

Dermed fortsætter trenden med et relativt lavt antal tvangsauktioner, på trods af at renterne hen over de sidste to år er steget fra omkring 0 til 4 procent.

- Vi er dermed gået ind i det fjerde år med et lavt antal tvangsauktioner.

- Godt nok er tvangsauktionerne en anelse højere end i 2021 og 2022, men vi befinder os fortsat et godt stykke under det niveau, som kendetegnede tiden før corona, konstaterer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

Han fremhæver den høje beskæftigelse som en af hovedårsagerne til, at danskernes økonomi er solid nok til at overkomme rentestigningerne.

Og så ligger der samtidig en pæn reserve klar på manges opsparingskonto i tilfælde af pludselig opstået ledighed eller andre uforudsete ændringer i privatøkonomien.

Hos Dansk Industri peger cheføkonom Allan Sørensen desuden på den stigende købekraft og et nogenlunde likvidt boligmarked som årsager til, at det ikke går værre for boligejerne.

- De boligejere, som bliver tvunget til at sælge deres bolig, har gode muligheder for at gøre det via en normal handel. Dog er boligmarkedet i København bremset op efter årsskiftet, siger han.

Allan Sørensen noterer sig også, at andelen af realkreditlån, der ikke betales til tiden - den såkaldte restanceprocent - udgør 0,15 og dermed også er på et lavt niveau.

I årene efter finanskrisen lå det gennemsnitlige månedlige antal tvangsauktioner på mere end 400 ejendomme.

/ritzau/