En fusion mellem to af Østrig store mejerier giver danske økologiske mejeriprodukter ny hård konkurrence på det meget vigtige tyske marked.
Østrigs største mejeri Berglandmilch planlægger at fusionere med det fjerde største mejeri, Tirol Milch. Dermed skabes et nyt mejeri, der på økologisiden bliver Europas næststørste efter Arla Foods.
- I både Østrig og Danmark produceres mere økomælk, end der kan sælges på hjemmemarkedet. Begge lande har derfor behov for eksport, siger konsulent Ejvind Pedersen fra Landbrug & Fødevarer og fortsætter:
- Tyskland har hidtil været målet for begge lande. Det må ventes, at østrigerne især på grund af bedre logistik nu skærper den i forvejen hårde konkurrence.
Det nye stormejeri vil tegne sig for 45 procent af den samlede indvejning af mælk i Østrig på 1,2 milliarder kilo. Heraf er omkring 150 millioner kilo økologisk. Kun Arla Foods har en større økologisk mælkeproduktion i Europa med en mængde på omkring det dobbelte.
I Østrig udgør den økologiske mælk 13,2 procent af den samlede mælkeproduktion. Det er dermed det land i Europa, hvor økologien har den største andel af produktionen. I Danmark var den tilsvarende økologiske produktionsandel 9,6 procent.
Der er dog også klare forskelle: Danmark har store supereffektive mælkeproducenter med en årlig produktion på omkring 1,1 millioner kilo økologisk mælk per gård. I Østrig er gennemsnittet 75-80.000 kilo mælk på bedrifter, der mest ligger oppe på bjergsiderne.
Berglandmilch og Tirol Milch planlægger at fusionere med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde