Økonomer forventer endnu billigere boliger

Det bliver endnu billigere at købe hus, selvom priserne i 3. kvartal 2011 endte på det største fald i to år med 6,6 procent. Sådan lyder det samstemmende fra en række af landets bankøkonomer.

- Da antallet af boliger udbudt til salg, og da antallet af handlede boliger fortsat er lavt, så forventer vi, at huspriserne vil fortsætte ned over de kommende kvartaler, siger cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank.

Vi er dermed endnu ikke igennem boligmarkedskrisen, lyder det fra cheføkonomen og forventer prisfald på fem procent yderligere i 2012.

I Handelsbanken er cheføkonom Jes Asmussen endnu mere pessimistisk og forventer fald på 10 procent yderligere i 2012, fordi det ifølge bankens beregninger vil tage 30 måneder at få ryddet ud i de mange boliger til salg.

- Prisfaldene kan dog vise sig større, skulle den europæiske gældskrise udvikle sig i en endnu mere negativ retning, siger han.

Økonomerne er dog enige om, at den ekstremt lave rente hjælper på, at bunden ikke fuldstændig går ud af boligmarkedet. Hos BRF Kredit forventer cheføkonom Ulrikke Ekelund, at tallene bliver bedre allerede i 4. kvartal.

- I 2012 forventer vi, at boligmarkedet løbende vil rette sig. Renterne vil forblive lave, og der vil formentlig komme lidt bedre styr på den overordnede økonomiske udvikling, siger hun.

Og lyset for enden af tunnellen ligger langt ude i fremtiden.

- I 2013 forventer vi så, at prisfaldene vil stabilisere sig - muligvis med en beskeden pil opad, siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.

Næste indikation på boligmarkedets tilstand kommer onsdag, når Danmarks Statistik kommer med tal for udviklingen på boligmarkedet for oktober.

/ritzau/

Huspriserne fortsætter med at falde i den kommende tid, siger en række økonomer. Dog mindre end hidtil.

Offentliggjort Sidst opdateret