Økonomerne afblæser nye aktiestorm

Hvis pensionsopsparingen står i aktier, er der hverken udsigt til et bedre eller dårligere otium ved udgangen af 2010.

Det er i hvert fald vurderingen fra 35 af landets førende økonomer, i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel.

Omkring en tredjedel af de adspurgte økonomer venter et niveau på aktiemarkederne "nogenlunde som i dag", hvor indekset med de 20 mest handlede aktier, C20-indekset, ligger i indeks 400.

En anden tredjedel venter et marginalt højere niveau, dog ikke mere end 11 procent højere end i dag.

En af dem er analysechef i Sydbank Bjørn Schwarz. Han tror, at investorerne kan fejre nytår, mens indekset ligger i omkring 425-430.

- Det venter vi med afsæt i gode regnskaber i halvårssæsonen til august. der er udsigt til flere opjusteringer, virksomhederne er trimmet, og der er medvind på valutafronten og gode markeder, siger Bjørn Schwarz.

Med til at trække den anden vej er dog diverse sparepakker rundt om i Europa og i det hele taget en opstramning af finanspolitikken.

- Europa er vækstmæssigt hægtet af. Gældsproblemerne kan give anledning til, at forbrugertilliden svækkes, og væksten bøjer af, siger Bjørn Schwarz.

Med til den relativt forsigtige attitude hører også, at C20 har klaret sig godt i år sammenlignet med andre aktiemarkeder.

- Man skal huske på, at eliteindekset C20 er steget med godt 20 procent i år, og at meget af den stigning skyldes massive stigninger i Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk, der vægter med 40 procent i indekset, siger Bjørn Schwarz.

RB-Børsen og Ritzaus økonomiske panel bygger denne gang på svar fra 35 af landets førende økonomer.

/ritzau/

Et stor flertal af landets økonomer forventer, at aktiekurserne vil forholde sig nogenlunde i ro resten af året.

Offentliggjort Sidst opdateret