Olieselskab sakser topchefs lønpose efter aktionærkritik
Bob Dudley, administrerende direktør for BP, må se sin lønpose svinde gevaldigt ind. (Arkivfoto) Foto: /ritzau/AP/Pat Sullivan
/ritzau/AP/Pat Sullivan
Topchefen for olieselskabet BP må se sin løn tæt på halveret. Den er dog stadig på et tocifret millionbeløb.
De seneste års kritik af topchefers høje lønninger har fået det store, britiske olieselskab BP til at skære markant i lønnen til sin administrerende direktør, Bob Dudley.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg har konsulteret en bred gruppe aktionærer. Jeg har lyttet til dem og forsøgt at handle på deres bekymringer. Vi har samtidig forsøgt at være følsomme over for udviklingen i det samfund, vi opererer i, siger formand for BP's aflønningskommission, Ann Dowling, ifølge Reuters.
Bob Dudleys løn er skåret med 40 procent til 11,6 millioner dollar - omtrent 81 millioner kroner.
Tiltaget kommer efter, at omkring 60 procent af BP's aktionærer protesterede mod lønniveauet for topledelsen på sidste års generalforsamling.
Her fik ledelsen store lønninger på trods af, at den store katastrofe i Den Mexicanske Golf og olieprisens kollaps havde kostet selskabet dyrt.
Topchefers store lønposer har været et kritikpunkt længe, ikke mindst siden en række storbanker i både Europa og USA belønnede sine chefer med millionbonusser under og efter finanskrisen.
I Storbritannien er debatten vakt til live igen på det seneste efter store bonusser til chefen for detailkæden BHS, selv om kæden krakkede og efterlod mere end 10.000 briter arbejdsløse.
Også i Danmark raser debatten om chefers lønninger. Tidligere i år valgte ATP opsigtsvækkende at stemme imod lønpakken til Carlsbergs administrerende direktør, Cees't Hart.
- Den samlede potentielle lønpakke er for høj i forhold til, hvad vi finder rimeligt for et selskab som Carlsberg. Andelen af variabel løn er for høj, og der er ikke i vores øjne en heldig balance mellem fast og variabel løn, sagde aktiechef i ATP Claus Wiinblad på Carlsbergs generalforsamling ifølge Finanswatch.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde