Omdiskuteret omfartsvej på Krak

Omfartsvejen rundt om Nykøbing er ikke kun et skridt nærmere en realisering rent politisk. Også på Krak.dk er de 5,8 kilometer vej udenom byen, som den 22. marts blev førstebehandlet i Folketinget, allerede tegnet ind.

- Vi overvåger dagligt det danske vejnet og de beslutninger, der bliver truffet om ny vejføring. Når der er taget indledende beslutninger vedrørende vejnettet, lægger vi dem ind som foreløbige veje, forklarer Kristoffer Apollo, der er projektleder hos Krak.

På kortet er den omdiskuterede vej da også kun tegnet ind med stiplede linjer, men det fremgår ikke af tegnsignaturen, hvad det betyder.

Ifølge Kristoffer Apollo er der dog tale om hel normal procedure.
- Det gør vi over hele landet. I det her tilfælde valgte vi at tegne vejen ind, efter der i oktober sidste år gik en pressemeddelelse ud fra trafikministeren og efterfølgende blev lagt oplysninger om den planlagte vej ud på Vejdirektoratets hjemmeside, fortæller han og slår samtidig fast, at det skal ses som en service til brugerne.

- Vores brugere er ikke kun på Krak.dk. Det er også dem, der køber Kraks kortbøger. Og da der nemt kan ske vejændringer fra den ene udgave af kortbogen til den næste, ønsker vi at tegne de planlagte vejændringer ind. På den måde kan folk, der sidder med den aktuelle udgave af kortbogen se, at der kommer noget, som måske åbner inden næste udgave af bogen.

Ifølge Kristoffer Apollo vil kortet, hvor omfartsvejen er påført, også løbende blive suppleret med flere oplysninger.
- Når og hvis det en gang bliver besluttet, at den her vej skal være færdig til en bestemt dato, vil den dato også komme på, eksemplificerer han.

Foto: Krak.dk. Klik på kortet for at se hele omfartsvejen.

Selvom omfartsvejen rundt om Nykøbing kun er blevet førstebehandlet i Folketinget, er den allerede tegnet ind på Krak.

Offentliggjort Sidst opdateret