Omfang af nedskæringer overrasker Legos tillidsrepræsentant
Lego har blandt andet et støberi i Billund. Den danske del af virksomheden skal skære op mod 600 stillinger. Foto: Free/Niels Aage Skovbo/arkiv
Free/Niels Aage Skovbo/arkiv
Som led i en storstilet forenkling af Legos organisation skal der skæres op mod 600 stillinger i Billund.
Medarbejderne hos Lego i Billund kunne tidligt tirsdag morgen læse en nyhed på intranettet om, at der skal skæres 500-600 stillinger.
Den besked kommer efter flere år i Lego, hvor omsætningen er steget med tocifrede vækstrater, og hvor den daværende topchef Jørgen Vig Knudstorp for få år siden dansede og sang af glæde, da han præsenterede årsregnskab.
- Lad mig sige det sådan, i dag er der ikke nogen, der danser, siger Berit Flindt Pedersen, fællestillidsrepræsentant hos Lego i Billund.
Hun fik besked om nedskæringerne mandag aften, men har været klar over, at der var noget på vej.
I kølvandet på årsregnskabet fra 2016, hvor væksten for første gang i årevis ikke var tocifret, meldte ledelsen ud til tillidsrepræsentanterne, at der kunne komme ændringer.
Tirsdag præsenterede Lego så et halvårsregnskab, hvor omsætningen gik fem procent tilbage. Samtidig kom beskeden om, at medarbejderstaben skal slankes med otte procent på verdensplan.
Planerne rammer hårdt i Billund, hvor der skal nedlægges op mod 600 stillinger ud af 1400 stillinger i Danmark.
- Vi har vidst siden maj, at ledelsen var i gang med at se på vores organisation, så vi vidste, at der var noget undervejs. Men omfanget har overrasket os. Det tror jeg ikke, at der var nogen af os, der havde forventet, siger hun.
- Stemningen er lidt underlig. Nu ved vi, hvad det kommer til at betyde, men så kommer det næste - hvem det kommer til at berøre, siger Berit Flindt Pedersen.
Hun fortæller, at Lego har sit hovedkvarter, et støberi og nogle værksteder i Billund, hvor den danske legetøjsgigant blev grundlagt i 1932. Ledelsen har endnu ikke meldt ud, hvor stillingerne skal skæres.
Om det er i produktionen eller blandt funktionærerne.
- Vi kan ikke undgå afskedigelser, men vi vil forsøge at minimere antallet, siger Berit Flindt Pedersen.
- Vi går nu som tillidsrepræsentanter i dialog med ledelsen. Der hvor det ikke er muligt at undgå afskedigelser, vil vi forhandle efter- og videreuddannelse og aftrædelsesordninger, siger hun.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde