Online salg og genåbning sender Adidas retur til overskud
Adidas med danske Kasper Rørsted i spidsen er vendt tilbage til overskud i tredje kvartal. (Arkivfoto) Foto: Michael Dalder/Reuters
Michael Dalder/Reuters
Efter milliardtab i andet kvartal leverer Adidas igen overskud. Men pandemien truer i årets afslutning.
Forbrugerne har hevet Adidas-produkter ned fra de virtuelle hylder i tredje kvartal, hvor det også har givet medvind, at de fysiske butikker er genåbnet.
Det har betydet, at selskabet i juli, august og september fik et overskud på 546 millioner euro - svarende til 4 milliarder kroner. Det fremgår af selskabets regnskab for perioden.
Det er markant bedre end i andet kvartal, hvor nedlukningen af butikker på grund af corona gav et underskud på 2,2 milliarder kroner. Det er dog knap 600 millioner kroner mindre end de samme tre måneder sidste år.
- Vi så en stærk genopretning for vores forretning i tredje kvartal, siger den danske topchef Kasper Rørsted i en kommentar til regnskabet.
Selskabet har i årets tredje kvartal solgt sko og sportstøj for knap 6 milliarder euro. Det er tæt på 45 milliarder kroner. Det er 400 millioner euro - eller knap 3 milliarder kroner - mindre end den samme periode sidste år.
Selskabets salg på onlineplatforme var i kvartalet hele 51 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Fremgangen er dog lidt mindre end i andet kvartal, hvor det under coronanedlukningerne var tæt på fordoblet.
Da pandemien var værst, havde mere end syv ud af ti af Adidas' butikker over hele verden lukket. I slutningen af september var 96 procent af butikkerne åbne igen, men nu er det faldet til 93 procent.
Kasper Rørsted fortæller, at selskabet var på vej mod at vokse i fjerde kvartal, men at den seneste udvikling i coronapandemien kræver opmærksomhed.
- Men det overrasker os ikke. Takket være vores forsigtige tilgang er vi nu godt forberedte til at håndtere disse kortsigtede usikkerheder, siger topchefen.
Den danske topchef har været ansat i Adidas siden oktober 2016. Han har som minimum kontrakt frem til og med 31. juli 2026.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker