Onlineboghandler har stadig langt op til rekordårene under corona
Saxo løftede omsætning og vendte underskud til overskud i 2023. Men der er stadig et stykke op til rekordår.
Selv om onlineboghandleren Saxo har haft et solidt år med fremgang over hele linjen, er der stadig et stykke op til velmagtsdagene under corona.
Det viser Saxos årsregnskab onsdag morgen.
Omsætningen voksede sidste år med fem procent til i alt 391,6 millioner kroner, mens et millionunderskud blev vendt til et overskud på 2,2 millioner kroner.
Fremgangen skyldes et højere styksalg.
I både 2020 og 2021, da coronaepidemien tvang mange til at blive hjemme, var både omsætning og overskud dog et stykke højere.
Særligt i rekordåret 2021 nåede salget nye højder med en samlet omsætning på 453,4 millioner kroner. I den forbindelse lød overskuddet på 9,2 millioner.
Ikke desto mindre er Natasha Brandt, administrerende direktør i Saxo, tilfreds med resultatet sidste år.
- Det er ekstremt opløftende at opleve danskernes appetit på bøger. Udviklingen i især anden halvdel af 2023 vidner om en tiltagende købe- og læselyst, siger hun i en kommentar til regnskabet.
- Det sætter ambitionerne for 2024, hvor Saxo ser frem til at fodre den voksende læselyst og lyttetrang yderligere med et endnu bredere tilbud af kvalitetsindhold ikke mindst indenfor lyd.
På tværs af streaming og traditionelt bogsalg leverede Saxo i 2023 samlet set 4,4 millioner læseoplevelser til danskerne – en stigning på 33 procent sammenlignet med 2022.
Et generelt højere streamingforbrug hos forbrugerne har dog været med til at lægge pres på evnen til at tjene penge på Saxos abonnementsforretning, lyder det i regnskabet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned